Fortællingen.dk

15-årige Thøger må indse, at langt fra alt er, som det ser ud til.

Sandrosen starter med en hidsig krydsklipning: en ung mand ser sine forældre blive slået ihjel, i år 1678 finder en kvinde fire navne ved hjælp af en magisk rose, to mænd gennemsøger internettet, og en mand følger efter drengen Thøger, på mission for en mystisk skikkelse kendt som Profeten. Dernæst sænkes farten en lille smule, men den falder nu aldrig til under hastighedsgrænsen – der er drøn på hele vejen.

Thøger har boet alene sammen med sin mor hele sit liv – og han har tit set hende græde hjerteskærende, mens hun sad med indholdet af en gammel tinæske. En smule nysgerrighed og fingerfærdighed, og han har også fundet ud af, hvad indholdet af æsken er – og pludselig er han på sporet af den far, han aldrig har kendt. Og han ved, hvad han vil – han drager af sted for at hævne alle de tårer, som faderen har forvoldt moderen.

Uforvarende kommer Thøger til at sætte mange ting i gang, som får konsekvenser for hele kloden. Hans efterforskning af den mystiske sandrose, som han fandt mellem moderens ting, har fået rettet dystre menneskers opmærksomhed mod ham, og han bliver forfulgt, fra han forlader sit hjem. Han begiver sig resolut mod New York og forsøget på at hævne, men må snart indse, at moderen har løjet for ham – i stor stil. Jagten på sandheden bliver hæsblæsende og bringer ham over en god del af verden, i selskab med et kattedyr, der præsenterer sig som hans skytsånd.

Bidstrup har selv præsenteret Sandrosen som hendes forsøg på at skrive magisk realisme. Jeg ved ikke, om jeg er helt enig i genrebetegnelsen, men den medvirker da til at adskille bogen fra de fantasy-udgivelser, den ellers kunne blive sammenlignet med; for nok er noget af den grundlæggende struktur den samme (dreng, der opdager, at han har en Skæbne, og drager ud for at lære den at kende), men Bidstrup har glædeligt skruet meget ned for de magiske elementer. Sandrosen og skytsånden Sacca er magiske, men de overtager på intet tidspunkt fortællingen, og der er ingen viften med tryllestav til at redde Thøger ud af de situationer, han havner i. Faktisk er vi nok snarere ovre i samme territorium som Anthony Horowitz – lidt magisk baggrund og så ellers masser af action.

Det betyder også, at Bidstrup har skrevet en meget anderledes bog end Uhyret i Cachi, som jeg læste sidst – her er det nok mest drengene, som vil lade sig underholde, mens det går over stok og sten, til tider ganske filmisk.

Lise Bidstrup: Sandrosen. Facet, 2007. Cover: Patrick Leis