Linn T. Sunne: Blå Blondie
Emner: døden, ensomhed, især for piger, kræft, letlæst, veninder, Zoom on • Se alle anmeldelser af: Linn T. Sunne • • 4. januar, 2010Om venskab og fester og en storesøster, som er syg af kræft
Blondie, som i virkeligheden hedder Katti, er alene hjemme. Hendes forældre er på sygehuset hos Kattis syge storesøster. Blondie keder sig, inviterer bedsteveninden Pernille over, og de planlægger at holde fest samme aften. Men under festen bliver det hele for meget for Blondie, og hun går amok og smider alle gæsterne hjem. Pernille, som har opført sig dumt under festen, bliver også smidt hjem. Blondie er også vred på resten af verden, fordi den slet, slet ikke kører, som den plejer.
Blå Blondie handler om venskab, kærester, fester, men mest om at have en meget syg storesøster. Blondie er ensom, fordi hendes forældre er hos søsteren det meste af tiden. Hun bliver rastløs og ”trænger” til at feste og more sig og få tankerne væk fra det, der gør ondt.
Bedsteveninden Pernille prøver, på sin egen måde, at forstå og hjælpe Blondie. Det kan godt være, at hun ikke helt forstår, hvordan det er at have en syg søster, men hun prøver, og fordi hun kender Blondie bedre end mange andre, er hun god til at gennemskue, hvad der skal til for at opmuntre hende.
Bogen kommer fint omkring de følelser, Blondie har i forbindelse med søsterens sygdom, og den runder også forældrenes følelser. Hun og forældrene har svært ved at tale sammen om sygdommen, og deres hverdag er blevet dækket af en grå, tyk hinde, der er svær at bryde. Fordi Blondie er efterladt til sig selv, søger hun den umiddelbare lindring i festen, der alligevel ikke går som planlagt.
Blå Blondie er en letlæst roman, der tematiserer et emne, som kan være svært at forene sig med, hvis man som barn kommer i en lignende situation som enten pårørende eller ven til en pårørende. Derved henvender bogen sig især fint til denne gruppe, men også til andre, der er nysgerrige på området.
Linn T. Sunne: Blå Blondie. Forum, 2009. – 80 sider