Fortællingen.dk

Tidsrejser og tidsrod

Lommetyven Gideon og Tjæremanden udkom begge på dansk tilbage i 2008 – og det er ved at være længe siden, når nu tredie og sidste del i Tidsrejsen er på gaden. Det kan godt være lidt af et problem i starten, for der er en del personer i Lord Luxon, og de befinder sig mange forskellige steder i tid og rum. Det er med andre ord pinedød nødvendigt at læse serien fra starten af.

Kate og Peter er blevet sendt tilbage i tiden på grund af det, der skulle have været en antityngdemaskine. Der er de blevet involveret med to mænd, der virker så forskellige som nat og dag: Gideon, der hjælper dem, og Tjæremanden, der er et grusomt menneske, som kun handler ud fra sine egne interesser (og næsten fremstår som mytisk ond i en sådan grad, at han totalt overtog de tidligere bind). Andre bipersoner render rundt i vor tid og forsøger at finde ud af, hvad der foregår, mens Tjæremandens chef, titlens Lord Luxon, har stjålet en tidsmaskine og rejser frem og tilbage efter forgodtbefindende. Han er chokeret over, at hans fædreland har mistet magten over Staterne under Uafhængighedskrigen, og det sætter han sig for at ændre.

Det viser sig, at tidsrejser skaber parallelle universer, og det “rigtige” univers er begyndt at vakle under byrden af alle disse afkom. Så både fortid og nutid rammes af voldsomme tidsskælv, og alt er ved at gå op i limningen.

Desværre er universet ikke det eneste, der bliver lidt overbebyrdet her i sidste del af trilogien – historien lider også under det. Der er lidt for mange personer, og de skal nå lidt for mange ting, før tiden løber ud. Det sørger naturligvis for, at handlingen bevæger sig derudad, men gør det også lidt sværere at engagere sig end i de tidligere bind. Men Buckley-Archer har stadig et både håndfast og legende greb om sine personer, og det er især dem, der fastholder læseren. Skurkene er så onde, at man næsten holder med dem, og så er det svært ikke at smile, når en flok barske rødfrakker fra 1700-tallet går i biografen og stortuder til Ringenes herre!

Samtidig får forfatteren leget med nogle gode ideer undervejs, og selv om der måske bindes lidt for pæn sløjfe til sidst, lader man sig gladeligt trække med undervejs. Lord Luxon lever ikke ikke helt op til de tidligere bind i historien, men den leverer stadig en spændende og fascinerende historie med både dystre og humoristiske sider.

Linda Buckley-Archer: Lord Luxon (Tidsrejsen ; 3). Oversat af Lene Ewald Hesel. Høst & Søn, 2010, 342 sider.