Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Lilja Scherfig: Putte og de andre

Emner: , , , , , , • Se alle anmeldelser af: Camilla Wichmann, Lilja Scherfig, Otto Dickmeiss, Rasmus BregnhøiUdskriv anmeldelsen • 29. juni, 2008

Kærlighed og had, lidenskab og stor passion – Putte og de andre har det hele.

Det kildrer så dejligt i Puttes mave og hendes hjerte banker voldsomt, når hun tænker på ham – Ræven med de smukke øjne; ham, de andre høns frygter. Ræven drømmer også om Putte, og det er ikke en maddrøm! Det umage par må holde forelskelsen skjult, men kærligheden finder en vej. I Putte og rævens forhold er kærligheden og smerten dog tæt forbundet, for rævens mave rumler voldsomt, når han er sammen med Putte; han frygter at sulten skal overvælde ham. Putte vil gøre alt for kærligheden, så hun lader ham spise en tå ved hvert møde, for at holde rævens sult i skak. Er han også parat til at ofre noget for kærligheden?

Bogen indeholder også to andre historier, Historien om “elefanten” Ib og Linda tager kampen op. Ib er en elefant, eller det er han i hvert fald udadtil. – Inde i elefantkroppen gemmer sig nemlig den VIRKELIGE Ib, som faktisk er en mus. Som elefant er Ib populær, men inde i elefantkroppen føler han sig alene. En dag får Ib selskab. Han redder nemlig resolut en mus fra at blive trampet ihjel af en af de andre elefanter ved at suge den op igennem sin snabel og ind i sit hjem i elefantkroppen. Nu er det på tide at forklare den rette sammenhæng for den øvrige elefantflok. Vil de acceptere Ibs sande jeg?
Linda er en skøn ko, som er smaskforelsket i Guitar-Steen. Han er dog ikke interesseret, men hun er fast besluttet på at han skal blive hendes! Pludselig er en morder løs blandt køerne! Slagteren Dræber-Bjarne vil lave oksesteg ud af både Guitar-Steen og Lindas ven, den følsomme Harry, og så glemmer Linda alt om sit ellers så følsomme sind og går i aktion: Nogen ryger gennem maskinen og bliver til klistret dåsemad, men det er hverken Guitar-Steen eller Harry..

Putte og de andre er bestemt en anderledes billedbog. Jeg har i hvert fald ikke tidligere læst en billedbog, der i den grad handler om altopslugende lidenskab. Måske er det mest en billedbog for voksne, i hvert fald kan både illustrationer og tekst virke voldsom på mindre børn; dem, vi plejer at læse billedbøger for. Men omvendt er det dog også en bog, der med stor sproglig opfindsomhed fortæller om kærlighed, overvældende forelskelse, om at sige fra og om at vedkende sig den, man er. Det er store følelser, der er på spil, og det er bestemt værd at få sig en snak med sine børn om. Historierne er illustreret på skønneste vis af hver sin illustrator: Camilla Wichmann, Rasmus Bregnhøi og Otto Dickmeiss.

Lilja Scherfig: Putte og de andre ; illustrationer Camilla Wichmann, Rasmus Bregnhøi og Otto Dickmeiss. 1. udgave, 1. oplag. – Fahrenheit, 2008. -[31] sider : ill. i farver. Pris kr 129,00
Forside: Camilla Wichmann

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (8 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.