Lene Møller Jørgensen: Døde børn glemmer ikke
Emner: dansk, fra 11 år, gys, spænding, venskab • Se alle anmeldelser af: Lene Møller Jørgensen • • 17. november, 2010Katballe er umiddelbart en helt almindelig kedelig provinsby, men en dag begynder det at rumstere på det gamle hotel. En religiøs sekt, der kalder sig Betlehems Børn, flytter ind. I spidsen for dem står manden Robert Ange, og Lucas, som er præstens søn, kommer på sporet af, at noget er gustent ved sektlederen.
Lucas lusker rundt omkring hotellet og finder en ny ven, men opdager også, at noget mystisk og potentielt ondt, måske ligefrem overnaturligt ondt, gemmer sig i kulissen.
Mick er trukket ind i Betlehems Børn af sin mor. To af de andre børn i sekten blev en nat hentet fra deres værelser af Robert Ange og vendte aldrig tilbage. Mick er ensom, men så møder han Lucas. De to slår sig sammen og prøver at regne ud, hvad det er, der lurer og ulmer i Katballe.
En gammel dagbog fra en afdød præst hjælper dem både på sporet og i vanskeligheder.
Døde børn glemmer ikke er en velskrevet historie, der er rørt sammen af gode ingredienser, som hver for sig strengt taget er skræmmende nok i sig selv: en religiøs sekt, forsvundne børn og mørke hemmeligheder fra fortiden. Historien drives frem af en masse mystiske spor, som får pisket læserens fantasi i gang, og det er et snedigt træk af forfatteren, for som bekendt er det det, man selv forestiller sig, som er det mest uhyggelige.
Lucas og Mick hvirvles ind i en mystisk historie med en sørgelig slutning, som i øvrigt udmærker sig ved at være uforudsigelig. Titlen på romanen giver måske et hint, men handlingen lægger mange spor, og historiens helt store styrke er, at slutningen serverer substans og ikke bare glider ud i sandet med snusfornuftige forklaringer. Fortællingen om hotellet i Katballe rummer mange lag at pille i og med små sammenrullede historier i hjørnerne og er derfor perfekt at krybe ind i en efterårsdag, hvor det rusker og er mørkt udenfor. Børn fra 11 år med gode nerver vil elske den.
Lene Møller Jørgensen: Døde børn glemmer ikke. Gyldendal, 2010. 176 sider. Omslag: Emil Landgren
Jeg elsker bogen. Den er super spændende og en smule uhyggelig!