Lars Holmgaard Jørgensen: Flugten fra Nørrebro
Emner: action, dansk, del af serie, fra 12 år, især for drenge, spænding • Se alle anmeldelser af: Lars Holmgaard Jørgensen • • 14. august, 2009Ahmed og Kristian bliver jagtet af både politi og rockere i den 3. bog i serien Skyggesider.
Det er sommer, og Kristian går og keder sig. Kæresten Tania er taget tilbage til Polen med sin far, og vennen Ahmed hører han ikke så meget til. Han er så småt i gang med at hjælpe viceværten, da Ahmed ringer. Han har stukket en mand ned på Nørrebro, den anden af de rockere, som har været ved at voldtage hans søster. Rockeren var med en ladt pistol på vej ind i et kebab-spisested, og Ahmed har formodentlig afværget et skuddrama.
Ahmed er på flugt forklædt i sin søsters lyseblå burka. Han tager op til Århus, hvor Kristian bor, men inden de har fundet på noget, dukker 2 rockere på motorcykel op. De er udsendt af rockerbossen John, der mod Ahmeds infiltrering i narkomiljøets indvandrerbander i København tilbyder at “hjælpe”. Ahmed er nu ikke til sinds at blive involveret i narkohandel og får via sin springkniv truet sig til Johns pung indeholdende et betragteligt antal sedler. Drengene forsvinder i Johns bil, og dermed er begge drenge i politiets søgelys. De finder frem til en tom lejrskole, som de bryder ind i. De køber mad ind i kiosken på den lokale tank, og her møder de pigen Thea. Hun får et godt øje til Ahmed og låner dem sin mobil-telefon, så de kan ringe. Dels for at berolige forældrene, dels for at planlægge Ahmeds flugt til Libanon.
Ret hurtigt får John og rockerbanden færten af dem, men der dukker også andre uventede gæster op. Ikke uventet udvikler sagen sig til drengenes fordel.
Konflikter og skyderier mellem indvandrergrupper og rockere er desværre også en del af virkelighedens verden. Derudover er handlingen ikke specielt realistisk, men der sker noget, og det er ret underholdende fortalt. Kristian og Ahmed kommer med hver sin religiøse og kulturelle baggrund – helt afgjort et relevant emne for en ungdomsbog. De holder sammen men driller også hinanden med disse forskelligheder. Efter min mening slipper Ahmed nu lige let nok over sit knivoverfald, uanset hvor sympatisk han ellers er.
Bogen er let læselig og skrevet i jeg-form med Kristian som fortæller. Der er meget dialog, ikke mindst det verbale ping-pong spil mellem de to hovedpersoner.
Flugten fra Nørrebro er 3. del af serien Skyggesider, der alle har Ahmed og Kristian som hovedpersoner. Bøgerne kan fint læses uafhængigt af hinanden. Det er spænding og humor krydret med lidt kærlighed, der karakteriserer alle 3 bøger.
De første to bøger i serien hedder Dødelig pakke og Den polske forbindelse.
Lars Holmgaard Jørgensen: Flugten fra Nørrebro (Skyggesider ; 3). Forum, 2009, 174 sider