Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Lars-Henrik Olsen: Flugten fra klosteret

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Lars-Henrik OlsenUdskriv anmeldelsen • 28. oktober, 2008

Barsk og velskrevet historisk roman fra middelalderens England, hvor 12-årige Fifa sammen med sine forældre er på flugt med grusomme normanniske soldater lige i hælene!

Det er den brutale virkelighed, som Fifa stifter bekendtskab med efter at have levet det meste af sit liv bag klosterets strenge og beskyttende mure. Hun er endelig blevet genforenet med sine forældre efter 10 års adskillelse, men den lille families lykke er kort! England er besat af Normannerne, og da Fifas far Ligulf var en af den engelske konges mest betroede krigere, er han nu jaget vildt.

Før England blev besat, ejede Ligulf et stort landsted, som familien i nattens mulm og mørke må flygte til. Men hvad er der mon sket med deres gård i løbet af de sidste mange år, hvor Ligulf har siddet i fangenskab, og Fifas mor har klaret sig alene i skoven uden for klosteret, hvor Fifa er vokset op? Og hvem kan de overhovedet stole på?

Jeg kan godt fortælle dig, at mit hjerte sad oppe i halsen flere gange, mens jeg læste bogen. Det er barske sager, Fifa og hendes forældre kommer ud for på deres farefulde rejse op gennem landet. Ikke nok med at de er skarpt forfulgt af brutale normanniske soldater, der er også fyldt med stikkere blandt deres eget folk, som er undertrykt og splittet mellem forskellige religioner. De normanniske besætteres grusomme hærgen og plyndren har efterladt landet i så stor nød og elendighed, at det kommer bag på dem alle. Især er det en voldsom omvæltning for Fifa, som kun kender til den trygge klostertilværelse. Det gælder om at overleve for enhver pris, og flere gange må de tigge eller stjæle for at få noget at spise og snige sig usete gennem skovene, når mørket har lagt sig som en sort kappe over landskabet.

Flugten fra klosteret er en spændende, gribende og barsk fortælling, som sender dig direkte tilbage til England i slutningen af det 11. århundrede. Lars-Henrik Olsen lægger på ingen måde fingrene i mellem, men skildrer uden omsvøb de kummerlige vilkår, som folk levede under i en tid, hvor plyndringer, brutale overfald, sult, nød og social uretfærdighed var en uløselig del af hverdagen.

Bogen er tidligere udgivet med titlen En lang rejse og er en selvstændig fortsættelse til Dværgen fra Normandiet.

Lars-Henrik Olsen: Flugten fra klosteret (fortsættelse til Dværgen fra Normandiet). 2. udgave, Carlsen, 2007. Illustreret af CLaus Rye Niesen. 446 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (5 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.