Fortællingen.dk

Lars Bukdahl har skrevet og Lars Nørgård har tegnet = Larslars. En meget mærkelig bog er født.

Jeg er gift med en Lars, så jeg var måske lidt forudindtaget og venligt stemt i forhold til denne bog før jeg gik i gang. Jeg vil ikke sige, at jeg blev skuffet, men jeg blev godt nok overrasket. Larslars er en meget mærkelig – og meget sjov bog. Den er en noget vanvittig affære, som vil appellere til dem som holder af ordleg og fantasiens frie spil.

Bogen består af 45 kapitler, hvor hovedpersonen Larslars så absolut kommer vidt omkring. Handlingen er svær (umulig) at referere, men vi følger Larslars og hans flytbare sokkehul de underligste steder hen, hvor han møder de særeste væsner. Til slut bliver han måske lidt forelsket i snepigen. Snepigen hvis mand – altså snemanden, er på en hemmelig ekspedition til Afrika, hvor han vil prøve at indføre vinteren.

Undervejs i de 45 kapitler stilles der store spørgsmål som: kan en tørresnor egentlig selv tørre? Svaret blæser i vinden sammen med handlingen, der klipper og hopper som en underlig drømmeverden.

Læser man bogen fra start til slut (en meget udbredt måde at læse på) uden at smugkigge på de sidste sider, går det først til sidst op for læseren, hvordan bogen er blevet til. Her findes der nemlig en ”Forklaring & vejledning” til bogen. Det viser sig nemlig, at forfatteren ikke nødvendigvis er skrub skør og på bevidsthedsudvidende stoffer, men, at teksten til dels er blevet til som en bunden opgave, på baggrund af en række ord ”trukket ud” af en bunke Lars Nørgård tegninger. De slutter med at anbefale, at man selv prøver at lege legen.

Mine poder er i skrivende stund henholdsvis 3, 7 og 10 år, og jeg har prøvekørt Larslars på dem alle tre, både samlet og hver for sig, men de står hurtigt af. Måske er det slet ikke en børnebog?

”Jamen, jeg kan ikke forstå det” sagde min datter på syv. Det kan jeg egentlig heller ikke, men jeg synes, at det er sjovt.

Lars Bukdahl: Larslars, illustreret af Lars Nørgård. Sesam, 2005.  Forside: Lars Nørgaard