Fortællingen.dk

Horrormanga med bid!!

I Hellsing præsenteres vi for en verden der er i konstant fare for at blive ædt op af vampyrer, kun forhindret af den engelsk-protestantiske skyggeefterretningstjeneste der har givet serien navn. Den egentlige hovedperson er organisationens topagent, der i en bizar form for logik selv er vampyr; bare meget farligere end dem han bekæmper. Alucard er hans navn, Dracula stavet baglæns.

Man har altså sat ræven til at vogte høns, men han tjener nidkært lederen af organisationen, Integra Hellsing. Det ser man bl.a. af hans fremfærd overfor sine artsfæller, hvor blod og kropsdele flyder og flyver til alle sider – æstetisk anrettet, forstås. Der svælges i det dekadente og voldsomt grænseoverskridende, især vil Alucards vampyriske amoral støde visse læsere(s forældre).

Visse steder bliver den dvælende horrorstemning til lovligt selvhøjtidelig sniksnak, men tegner/forfatter Hirano råder som regel vakst bod på miseren med noget mere ultra-splatter. Og det er netop cremen af Hellsing-serien: Det nytter ikke at anmelde den ud fra historiens logiske sammenhæng, figurernes psykologiske opbygning eller ledemotivers symbolske vægt; i så fald ville serien falde til jorden som en død flagermus.

Hellsing er ren splatter-manga tilsat nogle sporadiske, klassiske gys, og skal måles med film som Evil Dead og Motorsavsmassakren for at give mening. På de præmisser, der må anerkendes som udslaggivende for en bred kernegruppe, fungerer Hellsing fremragende. Den byder endda på visse originale twists i en genre der ellers er mere konservativ end man skulle tro.

At det er fantasi på frihjul afsløres også af Hiranos egne noter mellem afsnit: Det obligatoriske revolversvingeri til trods er han slet ikke interesseret i (virkelighedens) skydevåben, på samme måde som han forholder sig mere end almindeligt frit til både vampyrmyten og de større kristne trossystemer. I de samme noter fortæller han stolt at han har haft helt frie hænder i arbejdet med serien, og man fornemmer som læser hans fortællelyst og entusiasme, men der er som sagt teksttunge sekvenser der kunne have haft godt af en redaktionel rettepen.

De fleste læsere vil nok studse lidt over fremstillingen af protestantismen belyst gennem en japansk optik, ligesom rivaliseringen med den katolske kirke virker ret skarpt trukket op. Nogle steder virker det mest af alt som verbale bandeopgør når repræsentanter for seriens kirkesamfund mødes, men konflikten i Irland er trods alt ikke længere væk end at skildringen bringer koldsveden frem. Tro er et følsomt emne, især når to retninger slås om det samme trosobjekt, og det er den problemstilling der sættes på spidsen her.

Den egentlige fjende er dog vampyrerne, og man aner en ildevarslende sammensværgelse imod menneskeheden, dvs. i første omgang rettet mod dens forsvarer, Hellsing. Således stormes organisationens “hemmelige” hovedkvarter i ét afsnit af en vampyrmilits: Der er næsten tale om storpolitisk drama visse steder, men altså af den slags der kun fungerer som tilløb til – og bagtæppe for – den egentlige attraktion, det nødvendige blodbad.

Hiranos tegninger er lige så vel som historien på nippet til at løbe løbsk, anatomien er overdrevet for at tilpasse sig de rette “seje” positurer, her er sammenbidte grimasser og dramatisk belysning så det forslår, og de næsten ornamenterede blodsprøjt har allerede været nævnt. Tag ikke fejl, han er en ualmindeligt habil tegner med stor flair for at anvende sine grafiske virkemidler.

Vel virker det hele meget overfladisk, men det virker vel at mærke, rent overfladisk. Den formelle (forældre-) provokation i konceptet, som samtidig presser grænserne for det udtryksmæssigt tilladelige, sætter bare trumf på en dybest set banal historie. Alligevel er det det afgørende element, der giver serien sit bid. Undskyld udtrykket.

Kouta Hirano: Hellsing, bind 1-3. Carlsen, 2006. Forside: Kouta Hirano