Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Kirsten Sonne Harild: Sagen om Hopovic Junior & Sagen om komponistens spøgelse

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Jan Solheim, Kirsten Sonne HarildUdskriv anmeldelsen • 13. juni, 2009

corneliuskrut1Følg det nye detektiv-par, Cornelius og Lulu, på deres første af flere spændende sager

12 årige Cornelius Krut Corfiksen går i 5.b, er lidt døv på det ene øre og fordriver helst tiden med sit elskede skateboard Flammen. Hans drøm er at arbejde som detektiv. Drømmen skal vise sig at blive til virkelighed, før end han ved af det. Hans makker er den seje pige Lulu Pecorini, som er datter af en cirkusfamilie.

Sagen om Hopovic Junior, Bind 1
En dag modtager Cornelius en mystisk seddel i skolen. Afsenderen viser sig at være klassekammeraten Lulu. Hun har udset sig Cornelius til at hjælpe sig med at opspore cirkusdrengen Hopovic Junior, som er blevet kidnappet på grund af sine fantastiske evner. Den farefulde jagt på kidnapperen driver dem rundt i København både over og under jorden. De får god hjælp af Tunnel-Thomsen, som kender alle underjordiske tunneller og gange i byen. De oplever både cirkus, slikfabrik og en farlig general, som tager dem til fange. Hvilke særlige evner har Hopovic Junior, og finder de ham i live?

corneliuskrut2Sagen om komponistens spøgelse, bind 2
Om natten kan Cornelius høre orgelmusik ude fra gaden. Lulu inddrages i sagen, og hun tager fat i Flygel-Franzen. Han opfordrer dem til at finde en nyopdaget dagbog, som fortæller om et stort værk komponeret af musikeren Niels W. Gade. De hvirvles ind i dødstrusler fra en bibliotekar, kunstforfalskninger, flugt ved hjælp af en byggekran og indbrud på Statens Museum for Kunst. Finder de dagbogen, og hvem spiller musikken midt om natten?

Begge bøgerne er kendetegnet ved at have et avanceret og gennemarbejdet plot, som udfordrer læseren til fulde. Det er dramatiske og farlige udfordringer, detektivparret udsættes for, f.eks. at flygte via tage og kravle ned fra tårne. De kidnappes og trues på livet.

En del af dialogen præsenteres i fantasifulde talebobler, som gør læsningen sjov og levende. Bogen er fyldt med sort/hvide illustrationer i tegneseriestil med masser af sjove påhit og skæve indfald. Bøgerne er inddelt i korte kapitler og er let-læste. Sproget er nutidigt med forkortelser som biblo og Riget. Sidstnævnte forkortelse af Rigshospitalet forudsætter lokalkendskab til København.
Der er en dejlig humor i bøgerne med Cornelius’ selvironi og syn på verden omkring ham. Der er også god humor i beskrivelsen af hans forhold til sin familie og især til sin evigt, bekymrede mor.
Bøgerne minder mig om Lassemajas detektivbureau af Martin Widmark, en anden let-læst serie, som også er kendes på et gennemarbejdet plot og opklaringsarbejde i lokalområdet.

Forfatter Kirsten Sonne Harild (www.kirstensonneharild.dk) er især kendt for sin hesteserie om Pjok og Petrine, og for spændingstriologien om Den hemmelige by. Illustrator Jan Solheim (www.solheim.dk) har lavet tegneserier, film og har illustreret børnebøger.

En rigtig sjov, men også spændende krimiserie, som jeg glæder mig til at læse mere af. Det 3. bind udkommer efterår 2009.

Læs mere om serien på www.corneliuskrut.dk, hvis du kan åbne døren og få adgang til Cornelius’ værelse.

Kirsten Sonne Harild: Cornelius Krut 1+2. Illustrationer: Jan Solheim. Gyldendal, 2009.
Bind 1 : Sagen om Hopovic Junior. 138 sider
Bind 2 : Sagen om komponistens spøgelse. 117 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.