Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Kim Fupz Aakeson: Sallies historier

Emner: , • Se alle anmeldelser af: Kim Fupz AakesonUdskriv anmeldelsen • 20. juni, 2007

Kim Fupz Aakeson: Sallies historierSkøn oplæsning for alle 3-8 årige, som elsker lidt skøre og skæve historier.

Her er en samling med nogle af de mest skønne historier fra Kim Fupz Aakesons fantastiske samling. Hjemme hos os elsker vi Fupz fortællingerne. Både dem hvor de er udgivet som enkeltstående billedbøger men også dem hvor de er trykt fortløbende som i Sallies historier.

Sallies historier udkom første gange i 1992 og historierne har henrykket utallige børn og virker stadig på nye årgange. Det kræver at historierne er skrevet af en med et særligt talent – og et sådant talent har Kim Fupz Aakeson. Sallies historier har nu klaret sig i 15 år og med denne nye 2. udgave som endda har indlagt 2 cd’er hvor Peter Frödin læser historierne højt, tror jeg at bogen vil strømme ind på de mange børneværelser og her blive læst højt igen og igen – enten fra cd’en eller via en voksen direkte fra bogen. Det er netop det smarte ved denne 2. udg. at alle de fortravlede børnefamilier frit kan vælge om aftenens godnathistorie er fra cd eller om far/mor har tid til at læse højt. Med Peter Frödin som oplæser synes jeg begge metoder er lige gode, forældrene risikerer bare at gå glip af en fantastisk god historie.

Som f.eks. Verdens uartigste dreng som er en historie om drengen Svend Bendt som i bund og grund er en rigtig artig dreng der gør mange helt rigtige ting, men som alligevel er uartig efter de voksnes mening. Svend Bendt kan nemlig ikke lyve og derfor siger han altid sandheden lige ud som f.eks. når han er på besøg hos sin faster som serverer kålroulader og hun så spørger ham om han kunne lide maden. Selvfølgelig svarer Svend Bendt lige ud af posen: ”Nej, ærlig talt, faster, det smager af prut og bæ.” Det samme er gældende når han får en jule- eller fødselsdagsgave som ikke lige er det han har ønsket sig. Det ender med at han kommer på en meget dyr lyveskole. En af de første øvelser her er at han skal kigge på et rødt æble og sige at det er grønt – det er utrolig svært for Svend Bendt. Alt ender godt og Svend Bendt bliver en artig dreng i de voksnes øjne – og det er nu en gang sådan at artige børn får flere lommepenge og større julegaver!

En anden vidunderlig historie fra bogen er TanteT som handler om Tante Edelheide Moseholm som faktisk lever et ret kedeligt liv med tidligt op om morgenen, en masse tv kiggeri og så tidligt i seng. En dag ser hun dog et tv program om Tommy Trolle der spiller på trompet og pludselig får tanten et akut anfald med T-syge. Hun sætter simpelthen bogstavet T foran alle de ord hun siger. Når hun møder andre på gaden siger hun f.eks. tottag i stedet for goddag – hun putter nemlig til sidst også T ind midt i nogle ord. Til sidst bliver tanten indlagt og en læge diagnosticerer hende til at lide af T-syge. Al personale på sygehuset bliver instrueret i ikke at bruge ord med bogstavet T. Derfor får tanten nu taget femperafuren og ikke temperaturen og at spise for hun sarselesser med sorsk i stedet for tarteletter med torsk.

Ganske enkelt en aldeles skøn historie som faktisk kan være lidt svær at læse op på grund af de gakkede sætninger som tanten får sat sammen (og her kommer Peter Frödins version på cd’en ret handy ind!)

En sidste historie som skal fremhæves her bliver Damen der elskede sin dreng. Denne dame elskede sin lille dreng helt vildt. Når hendes dreng om aftenen sov sødt, så satte hun sig til at se TV og her fortalte de om alle de frygtelige ting som kunne ske. Flystyrt, færdselsuheld og forliste skibe. Af skræk for der skal ske hendes lille dreng noget ondt, så køber hun et stor fuglebur som han faktisk kommer til at opholde sig i hele tiden. Til sidst begynder han at sige pip, få fjer over det hele og vinger, men hellere end dreng som sige pip, har fjer og vinger end en dreng der bliver kørt over mener damen. Uheldigvis sker der det at drengen til sidst kommer til at ligne en due fuldstændig og en dag står buret åbent og duen flyver ud.

Så hvad kan jeg sige mere til alle end: Gå straks ned og lån et eksemplar på biblioteket eller køb Sallies historier til børn, børnebørn, nevøer, niecer eller naboens børn. Spred de gode historier til så mange børn som muligt og få selv en god oplevelse ved at læse med.

Kim Fupz Aakeson: Sallies historier. Carlsen, 2007.
Forside: Kim Fupz Aakeson.

13 af Fupz fantastiske historier fra Sallies Historier er filmatiseret. Lån dem på dit bibliotek 

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Én kommentar »

  1. […] blev første gang udgivet i bogen Sallies historier fra 1992. Ved denne genudgivelse fremstår Kim Fupz Aakesons fortælling fortsat stærkt og […]