Fortællingen.dk

Det er forunderligt, hvem man sådan kan møde på en bænk.

Det er en af de der dage med alt for meget øv. Ingen er glade hele tiden, ikke engang drengen, de kalder Vitello. Især ikke når han går og tænker på den far, han ikke har – ”Han er en sjuft”, siger Vitellos mor, ”gå ud og leg med dine venner.” Så Vitello går udenfor, men de irriterende venner er ikke hjemme, og butikkerne har alle de samme gamle ting i vinduerne – som sagt: en dag med alt for meget øv.

Men på en bænk foran centeret møder han en gammel mand med et hvidt skæg

Vitello kendte kun til to mænd med så store hvide skæg, den ene var Gud, og den anden var Julemanden. Ham her havde en guldøl i hånden.

Og mindst lige så vigtigt: Vitello møder også Guds hund, som futter rundt i udkanten af historien og foretager sig hundeting i bisætningerne. Det bliver til en god snak om dette og hint, men især om Vitellos far.

Vitello er et livsstykke, en Knægt med stort K og masser af personlighed. Har man allerede stiftet bekendtskab med ham, ser man garanteret også frem til at gense ham, og har man ikke, er der heldigvis righoldigt materiale at gribe til – ”Vitello møder Gud” er 7. bind i rækken af historier om den lille dreng, der gerne har næverne solidt plantet i siderne eller armene krydset over brystet (tegnet i en sigende pjusket streg af Niels Bo Bojesen). Historierne om Vitello er en særlig form for halvfilosofisk socialrealisme med masser af humor – det er den slags højtlæsningsbøger, hvor det må være en udfordring for oplæseren ikke at afbryde teksten med sin egen klukken. Jeg måtte i al fald se min egen læsning af bogen afbrudt af undertrykt latter og trangen til at læse højt for en tilfældig tilhører flere gange.

Kim Fupz Aakeson: Vitello møder Gud. Illustreret af Niels Bo Bojesen. Gyldendal, 2009, 32 sider.