Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Kerstin Johansson: Som om jeg ikke var til

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Kerstin JohanssonUdskriv anmeldelsen • 28. juni, 2008

Poetisk og velskreven historie, som bør støves af og findes frem. Og læses!

Vi er i 1930’erne i Sverige langt nord på ved grænsen til Finland.
Pigen Elina er ensom og trist. Faren omkom ved en ulykke, og nu må moren slide hårdt i det for at få alt til at hænge sammen. Elina har svært ved at passe ind – i familien, men især i skolen. Her skal man tale svensk og ikke finsk, som Elina helst vil. Dagen er fuld af ydmygelser og en række overvindelser. Elina sluger det hele og sniger sig ud i mosen, hvor hun fantaserer om en anden magisk virkelighed og om faren, der selv om han er væk alligevel kommer frem og taler til hende.
En dag siger Elina fra over for sin lærerinde, som i forvejen ikke bryder sig om hende.
Herefter bliver alt endnu værre. Lærerinden beslutter at ignorere Elina. Fuldstændigt. Elina eksisterer ikke længere.

Som om jeg ikke var til er en smuk men også smertefuld skildring om sorg, vilje og mobning. Historiens greb om disse essentielle menneskelige tematikker fremstår hverken søgt eller sentimentalt. Forfatterens sympati er tydeligvis, og med rette, hos barnet Elina. Pointen om, at der ikke findes onde mennesker men onde handlinger, skæres ud i pap for læseren i et efterord (ikke forfatterens!), som faktisk bare er irriterende og opremser det indlysende, idet jeg er overbevist om, at romanens intenderede læsere, altså børn, sagtens forstår humlen i bogen.
Elina er nem at identificere sig med, og man vokser sammen med hende, da hun siger fra og står ved.
Omgivelserne beskrives troværdigt. Ingen tør sige fra sammen med Elina, og selv om kammeraterne ikke er dem, der beslutter at tie Elina ihjel, er de med til at gøre hende usynlig.

Historiske romaner er desværre ikke i høj kurs, og historiske romaner fra 1978 står det ret ringe til med. Det er ærgerligt, for jeg tror bestemt, at denne velskrevne og poetiske perle om ret og uret vil blive nydt og fordøjet af især piger i alderen fra 10 år, Hvis de finder den. Selv måtte jeg i mit gode Centralbiblioteks dybeste gemmer for at finde et eksemplar. Jeg vidste, hvad jeg skulle lede efter, da jeg netop havde set filmatiseringen (2003) over bogen, som er helt vidunderlig og helt fortjent er belønnet med Krystalbjørnen ved Berlins Filmfestival. Filmen fandt jeg i øvrigt også på biblioteket.

Kerstin Johansson i Bache: Som om jeg ikke var til ; på dansk ved Jørgen Nielsen. – [Kbh.] : Høst, cop. 1980. – 119 sider

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (2 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.