Kenneth Bøgh Andersen: Tissemyrens bid
Emner: dansk, del af serie, Humor/satire, spænding • Se alle anmeldelser af: Kenneth Bøgh Andersen •
• 24. februar, 2007
Efter et bid fra en bestrålet myre forvandler den unge, ikke helt så spagfærdige Pelle sig til den utrolige Antboy.
Kenneth Bøgh Andersen har skrevet science fiction, horror, fantasy, humor… og nu også en helt ny genre på det danske bogmarked: en superhelthistorie. Antboy er ikke den første danske superhelt, men som romanfigur er Pelle Nørhmann (og hans alter ego Antboy) indtil videre ganske unik. På den fede måde, endda.
Pelle er, med sine egne ord, ”hakkekylling af første grad”. Han er lille og tyk, er 12 år gammel, har stritører og klisterbåndsbesatte hinkestensbriller – men som om det ikke var nok, lider hans mund ofte af en totalt manglende situationsfornemmelse: Pelle har det med andre ord med at sige de forkerte ting på de forkerte tidspunkter. Som f.eks. når alle skolebørns største rædsel, Allan og Mark også kaldet Terror-Tvillingerne, trænger ham op i er hjørne, og Pelles mund (helt uden Pelles indblanding) sammenligner den enes ansigt med en pizza med Roquefort. Pelle Nørhmann, også kaldet Nørdmand, har selvsagt et ganske hårdt liv.
Alt ændres – men desværre ikke kun til det bedre – da Pelle kommer i nærkontakt med en myre. EN myre, som har været involveret i tilberedningen af et måltid i mikrobølgeovn. Og vi ved alle, hvad stråling og insekter betyder – i al fald, hvis vi har læst Spider-Man; og det har Kenneth Bøgh Andersen tydeligvis. For efter en række besynderlige hændelser må Pelle indse, at det umulige er sket; han har fået superkræfter.
Så er startskuddet gået til den stærkt underholdende historie om en særegent dansk superhelt, myredrengen, Antboy.
Det er et svært projekt, Bøgh Andersen sætter sig for: at skrive historien om en dansk superhelt, en tur ind på et domæne, der ellers totalt tilhører amerikanerne. Antboy kommer nok heller aldrig til at konkurrere med Superman, Spider-Man eller de andre horder af mutanter, metamennesker og mangahelte. Men det forhindrer ham nu ikke i at være en gennemført succes i mine øjne. For Kenneth Bøgh Andersen har droppet det selvfede, det storladne, det melodramatiske og i stedet gjort Pelle meget dansk og meget humoristisk. Han har tydeligvis læst mange superheltetegneserier og kender alle klicheerne – især bliver der trukket på Pelles edderkop-bidte kollega Peter Parker. Pelle oplever identitetskriser, magtens byrde, latterliggørelse fra de mennesker, han vil hjælpe, men også sejrens sødme. ”Tissemyrens bid” har med andre ord det hele – action, humor og drama. Den er et værdigt (og til tider ganske uværdigt) første kapitel i sagaen om Antboy, for der lægges op til mere – andet bind er allerede udkommet under titlen ”Operation skæbnespil”, og tredje bind får titlen ”Maskefald”.
Bøgerne er illustreret af Erik Petri (hvis håndværk man kan se eksempler på her), og der er deciderede perler imellem – hans tegninger spiller godt sammen med teksten. Jeg ville nødig se ham erstattet i bøgerne, men som en rigtig superhelt kunne det være interessant at se Pelle i andre kunstneres fortolkning, evt. på den hjemmeside, han har fået sig.
Kenneth Bøgh Andersen: Tissemyrens bind, illustreret af Erik Petri, 1. bind i serien Antboy. Høst & Søn, 2007. Forside: Erik Petri
(5 stemmer)
Loading...
Antboy-bøgerne er strålende fortalt af Kenneth Bøgh Andersen og smukt illustreret af Erik Petri.
Jeg begyndte at læse Antboybøgerne, da min søn var 4 år gammel, og vi elsker begge det skæve univers med de kiksede figurer, der ofte følger med hver enkelt veldrejede historie.
Jeg ved godt, at filmen har høstet stor ros både af publikum, anmeldere herhjemme og i udlandet. Alligevel kan jeg godt blive lidt ærgerlig over, at man ikke valgte at f’ølge bøgerne, der ofte har langt mere interessante pointer, som også voksne kan nikke genkendende til.
F.eks. overvejer Antboy i første bog at blive superskurk, fordi ingen hjælper ham, da han selv er i knibe, og det ender med at være lidt af et tilfælde, at han bliver superhelt. Det er en vigtig pointe i bogen, fordi det netop handler om følelserne ved at være barn, ensom og “skolens hakkekylling”.
Men i filmen (Antboy) har man altså valgt at fokusere mest på action og knap så meget på karakterudvikling.
Summa summarum: Bøgerne er fantastiske og filmen er absolut og god underholdning – men har ikke meget med bøgerne at gøre ud over navnene på figurerne.