Fortællingen.dk

Der er dybere og ældre steder end Helvede.

Kenneth Bøgh Andersen har en særlig plads i læsernes hjerter – med dette det tredje bind i Den store djævlekrig beviser han endnu engang, at det er der en god grund til.

Historien om Filip Engell er opbygget som en typisk fantasyroman; der er vor unge hovedperson, som nok ikke er den allermest populære i klassen, og så er der en anden, fantastisk verden, hvor han er af altoverskyggende betydning. Men Bøgh Andersen forstår (naturligvis) at give det hele en drejning – vi rejser ikke til en magisk verden, hvor enhjørningene synger glade sange. Nej, den verden, som Filip Engell vender tilbage til her, er Helvede, og den, han skal hjælpe, er Djævelen selv.

Vi har allerede fulgt historien i to bind, så der er sket meget i Helvede. Dette er ikke stedet at starte, men har man læst Djævelens lærling og Dødens terning, er det bare om at kaste sig ud i historien. Da vor helt vender tilbage til underverdenen (ved et fatalt uheld), er rigets dæmoner og djævle ikke længere udødelige, og det er ikke alle lige tilfredse med – flere og flere forsvinder ud i det ydre mørke, og gamle fjender pønser på at starte en krig.

Den forkerte død er stort drama og masser af spænding, endda med en smule romantik indblandet, men det er først og fremmest en god blanding af gys og humor. Bøgh Andersen sætter de groteske optrin i gang, og så vrider han ellers de underfundige detaljer ud af dem – i djævlenes prioriteter og sprog, i de evindelige skænderier mellem Djævelen og Gud (for denne gang befinder vi os ikke kun i Helvede) og så meget andet. Men det hele sker på en baggrund af ondskab, og selv om denne til tider kan virke hyggelig (vi skal jo gerne holde med Djævelen), så får den altså og masser af kant til tider. Ondskab handler ikke bare om at lave narrestreger, nej, den rækker sine fingre dybt ind i Filips liv, og det er noget, der komme til at betyde store forandringer. Der bliver ikke lagt fingrene imellem.

Det, der er så formidabelt ved serien, er, at Kenneth Bøgh Andersen forstår at kombinere alle disse elementer, samtidig med at han stiller store og ganske alvorlige spørgsmål. Vi bevæger os i dødsriger, og det bliver ikke bare til en overfladisk kamp mellem godt og ondt – på baggrund af den kommende krig handler det om, hvem og hvorfor vi er. Filip er god – ja en veritabel engel – men hvorfor? Og kan han forblive så uskyldsren, når han bliver bevidst om de mekanismer, der har formet ham? Det er muligt, at fantasygenren stadig bliver set ned på, men jeg har svært ved at forestille mig andre bøger provokere læseren til de samme spørgsmål, samtidig med at de i den grad underholder.

Der er ikke alle de løse tråde, der bliver bundet op i Den forkerte død, og da sidste side er nået, sker det med et brag. Der er lagt op til store ting, og der er meget at se frem til.

Kenneth Bøgh Andersen: Den forkerte død (Den store djævlekrig ; 3). Forside: Rasmus Jensen. Høst og søn, 2009, 324 sider.