Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Kenneth Bøgh Andersen: Dødens sang

Emner: , , , , , • Se alle anmeldelser af: Kenneth Bøgh AndersenUdskriv anmeldelsen • 19. oktober, 2009

doedenssangLetlæste gys, der drejer kniven.

Er man er til fantasy eller horror, kender man Kenneth Bøgh Andersen – med Dødens sang er han tilbage i det letlæste gys med fire historier, der beviser, at han kan sit kram.

Jæger-huset er historien om Ole og Bjarke – to drenge, der bliver nødt til at gå til områdets mest berygtede hus. Der går mange historier om husets ejer, men sandheden viser sig at være ganske anderledes og helt og aldeles dyster.

Pige, der græder handler om et billede, der viser en grædende pige, men rummer åh så meget mere. Det er et ganske tilforladeligt billede, omend lidt fascinerende – lige indtil pigen på det bevæger sig.

Kongen i glasset er nok samlingens mest forudsigelige novelle – om, hvad der kan ske, når man leger med et Ouija-bræt. Når man forsøger at tale med de døde, risikerer man, at de svarer

I titelnovellen tager Tim med klassekammeraten Otto ud for at besøge dennes bedstefar i et par dage. Hans hus ligger dybt inde i skoven, hvor natten er meget mørk, og der bevæger sig mystiske ting mellem træerne. Som et par af de andre har den den kvalitet, at den starter som en historie, man har hørt før, men så drejer skarpt og skummelt overraskende, ud i mørket. Andersen har det overskud, samtidig med at han holder historierne i letlæst sprog.

Rasmus Jensen har illustreret samlingen, hvilket han generelt klarer rigtig flot. Især hans helsides stregtegninger er i høj grad med til at understrege og endda uddybe stemningen i teksten. Tilsammen gør det Dødens sang til en vellykket lille gysersamling. Der er gode historier at finde heri, og det betyder også, at det egentlig er ligegyldigt, om man har behov for, at teksten er letlæst – den kan med godt udbytte også læses af folk, der uden at tøve kaster sig over større værker.

Kenneth Bøgh Andersen: Dødens sang. Illustreret af Rasmusen Jensen. Forum, 2009, 96 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (4 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.