Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Katherine Marsh: Natterejse til underverdenen

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Katherine MarshUdskriv anmeldelsen • 6. april, 2010

Eventyrlig fortælling fuld af spænding, humor og utænkelige hændelser

Når man har mistet nogen man holder af, så gør det ondt. Rigtig ondt. Selv om man ved, at det er noget pjat, så kan det være svært ikke at drømme og ønske sig, at man får sin kære døde tilbage.
Men hvad nu hvis der pludselig var en mulighed for at blive genforenet med en afdød…

Jack har mistet sin mor. Jack og hans far, der er professor i arkæologi, bor og arbejder på Yale Universitet. Jack går “kun” i 9. klasse, men han er rigtig dygtig til latin, og som fritidsjob hjælper han en forsker med at oversætte klassiske værker. Da historien tager fat, arbejder Jack på en oversættelse af historien om Orfeus, der bevæger sig ned i underverdenen for at hente sin Eurydike, der er død af et slangebid. Selv om Jack mor ikke er død af et slangebid, så begynder Jacks egen historie pludselig at minde om den gamle græske myte.

På Grand Central Station i New York møder Jack pigen Euri. De falder i snak og Euri tilbyder en særlig rundvisning på stationen. En rundvisning, hvor han får ting at se, som man normalt ikke får at se – Euri har IKKE lovet for meget. For efter en travetur adskillige etager ned, er Jack pludselig i de dødes verden. Spøgelsernes verden.

Spøgelserne er egentlig som folk er flest – ja, bortset fra at de er døde, men uhyggelige er de ikke. Der er dog visse regler man skal følge. For eksempel skal de levende holde sig ude af de dødes verden, ellers kan de godt få problemer – og Jack får problemer! Men han får også den ide, at han kan genfinde sin mor og måske få hende med hjem igen.

Historien er spændende uden at være uhyggelig. Festlig og fuld at farverige personer – eller rettere farverige spøgelser. Selv om bogen er bygget op omkring græske myter, så er den langt fra tung og utilgængelig. Jeg vil nok nærmere karakterisere den som hurtig underholdning, uden at det skal forstås som noget dårligt.

Natterejse til underverdenen er Katherine Marshs debut som forfatter. Der er siden udkommet en efterfølger til bogen der hedder Fanget i tusmørket – den glæder jeg mig også til at læse!

Katherine Marsh: Natterejse til underverdenen, på dansk ved Erik Egholm. Carlsen, 2008. – 220 sider

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (5 stemmer)
Loading...

Én kommentar »

  1. […] af en anden bog. Uden på Fanget i tusmørket står der, at den er en selvstændig fortsættelse af Natterejse til underverdenen – jeg synes ”bare” at det er en fortsættelse – en god […]