Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Kate Constable: Ørkenhavet

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: Kate ConstableUdskriv anmeldelsen • 15. januar, 2006

Kate Constable: Ørkenhavet Magien i Tremaris er stadig truet. Børn, der besidder sangens gave, bliver bortført og holdt fanget hos troldmændene.

Calwyn har sammen med sine venner slået sig ned på Ravemey. Her planlægger de at lave et kollegium for magi, hvor de vil undervise i de 9 kræfter, så magien igen kan blive accepteret i verden. Forholdet mellem Calwyn og Darrow er stadig problematisk. Darrow er plaget af fortiden og er rejst fra sine venner for at være alene. Calwyn savner ham, men er samtidig også vred på ham fordi han holder alting for sig selv.

Mandskabet fra Vinden kæmper stadig for retfærdigheden. De angriber pirater for at befri vindsangere, som piraterne holder fanget på deres skibe for at sikre en god vind. De angriber et piratskib, som viser sig at være uden vindsanger, men til gengæld møder de Heben, en ung mand, som er rejst ud for at finde Calwyn og bede hende om hjælp.

Heben stammer fra landet Merithuros, hvor sangens gave ses som en forbandelse og alle børn, der besidder evnen bliver bortført og overdraget til troldmændene. Hebens søskende er blevet bortført, Heben selv er udstødt af sin stamme og han vil derfor have Calwyns hjælp til at redde sine søskende.

Calwyn og Vinden begiver sig endnu engang ud på en lang og opslidende rejse. De må krydse den nådesløse ørken for at nå Spindelvævspaladset, hvor børnene holdes fanget. Men på slottet er der kun fem børn, som er bragt til Spindelvævspaladset fra Det Sorte Palads, hvor resten af børnene holdes fanget.

Hvad der sker på Det Sorte Palads vil jeg ikke afsløre her men blot fortælle, at det bliver en spændende og meget overraskende rejse…

Historien i Ørkenhavet fortælles skiftevis mellem Calwyn og Darrow. Gennem tilbageblik får vi mere at vide om Darrows fortid, og hans historie har stærke bånd til Det Sorte Palads og de bortførte børns skæbne.

Lige som den første bog i serien er der fuld fart på historien hele tiden. Der er meget at holde styr på, især fordi så meget af historien fortælles i tilbageblik. Men det er også de mange flashback og den gode personbeskrivelse, der gør Ørkenhavet så spændende. Man fordyber sig fuldstændigt i historien, og når sidste side er læst, har man kun en tanke: hvor lang tid skal jeg mon vente på fortsættelsen

Kate Constable: Ørkenhavet (Hymnernes hersker: 2). Oversat af Ida-Marie Rendtorff. Carlsen, 2005. Forside: Emil Landgreen. Originaltitel: The Waterless Sea

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (4 stemmer)
Loading...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)