Fortællingen.dk

Dracula er muligvis død, men hans arv lever videre.

Selv om der er blevet skrevet utallige vampyrromaner, står Dracula fra 1897 stadig som bogen over dem alle. Den dag i dag har den en voldsom styrke, der gør den yderst læseværdig. I Blodets arv forsøger Kate Cary at skrive en fortsættelse til Bram Stokers historie, og det slipper hun egentlig ganske godt fra.

Historien starter stemningsfuldt, dystert og brutal i skyttegravene under første verdenskrig. Den unge John Shaw kommer til fronten – egentlig skal han blot aflytte fjendens kommunikation, men mødet med den karismatiske officer kaptajn Harker bringer noget uventet op i ham: han får lyst til selv at deltage i kamphandlingerne. Harker er noget af en helt blandt soldaterne, og Shaw er stolt, da han får lov at deltage i en af kaptajnens enlige natmissioner bag fjendens linier. Men noget forfærdeligt sker, og Shaw bringes i en sørgelig forfatning til et hospital tilbage i England.

Sygeplejersken Mary Seward tager sig af ham og bringer ham langsomt tilbage til livet. Og hun læser hans dagbog om de uvirkelige, skrækkelige oplevelser, han havde ved fronten – så hun ved nok til at være bange, da kaptajn Harker en dag dukker op for at se til sin sårede soldat. Men Shaw selv forkaster sine minder som febersyner, og Harker kaster sit blik på hans søster.

Blodets arv er en ganske lettilgængelig og spændende fortsættelse af en klassisk vampyrhistorie. Cary har endda bibeholdt formen i Stokers roman, idet historien fortælles gennem avisnotitser, de medvirkendes breve og dagbøger og så videre. Det gør naturligvis, at man træder et skridt tilbage fra handlingen – tingene sker ikke her og nu – så i stedet for at lade historien gå op i vampyraction fokuserer forfatteren på at skabe en fortættet stemning, hvilket lykkes til fulde. Det lykkes hende også i høj grad mange nyere vampyrklicheer (jeg tænker på Anne Rice-vampyrer eller rovdyrs-vampyrer); hun bibeholder det aristokratiske tilsnit med Huset Dracula og det meget korrekte miljø, hvor mænd og kvinder ikke er sammen uden anstandsdame. Hvilket alt sammen er med til at understrege, hvorfor vampyrerne er så tiltrækkende og fascinerende. Det historiske miljø er i høj grad en del af bogens styrke.

Det må dog siges, at bogen undergår en vis forandring, som historien skrider frem. De indledende scener i skyttegravene lægger op til en grum og dyster historie (en historie, som jeg faktisk også gerne ville have læst), men hen ad vejen bliver der mere tale om et drama med en vis romantisk involvere. Drengelæserne vil nok kunne lide den for skrækelementerne, mens pigelæserne kan få tilfredsstillet ønsket om gys og høje, mørke fremmede uden at skulle benytte Rices evindeligt seksualiserede udøde.

Kate Cary: Blodets arv. Oversat af Camilla Christensen efter Bloodline. Høst og Søn, 2008. Forside: Peter Emmerich.