Karen Skovmand: Kniven
Emner: dansk, del af serie, fantasy, fra 12 år, især for piger, kærlighed • Se alle anmeldelser af: Karen Skovmand • • 20. juni, 2007Ny udgave af Ainshas Historie. Fantasy for alle elskere af den klassiske del af genren. Karen Skovmand leverer med denne serie en gedigen og velskrevet historie. Sådan!
Historien om Ainsha blev til i Karen Skovmands fantasi, da hun var en stor pige. Der levede og udviklede den sig, indtil Gyldendal i 2001 udskrev en fantasy-konkurrence. Historien om Ainsha vandt ikke, men heldigvis besluttede Gyldendal at udgive den alligevel. I 2002 udkom Ainshas historie og Ilyathens Stemme i 2004. Karen Skovmands historie er nu blevet en trilogi med et tredje og sidste bind. Nye flotte og fængende forsider klæder bøgerne, hvis serietitel er blevet Ainshas historie.
I en hytte ved en sø lever drengen Ainsha og hans mor alene og isoleret fra andre. I nærheden af deres hjem ligger en landsby, men indbyggerne holder afstand fra de to i hytten, og møder Ainsha landsbyens børn, bliver han hånet. Således vokser han op, lykkelig, men uden venner og uden kendskab til sin far og det land, han bor i.
Da Ainshas mor dør, hentes han af fremmede ryttere og bringes til sin far, der hersker i den sydlige del af landet, som magtfuld leder af en røverklan. Ainshas skal nu oplæres som kriger for engang at overtage rollen som klanoverhoved. Imidlertid viser det sig, at Ainsha ikke er en dreng. Men altså det modsatte. Hele Ainshas identitet vendes på hovedet, og hun må nu omstille sig til at være ene pige blandt brovtende og krigeriske røvere. Der tages ikke hensyn, og Ainsha må lære håndarbejde og øvrig husholdning.
Ainshas forhold til sin far udvikler sig i ubehagelig retning og kulminerer, da han beslutter at bruge hende som brik i magtspillet mellem de rivaliserende klaner; Ainsha skal giftes med klankrigeren Ilyathen og dræbe ham på deres bryllupsnat.
Ainsha fortæller sin historie til en, der hedder Diarmid. Hvem han er, ved vi endnu ikke. Første bind i historien om Ainsha er bjergtagende velskrevet fantasy. Karen Skovmand har skabt et spændende og helstøbt middelalderligt univers, som hun har befolket med forskellige klaner med særegne karakteristika, skikke og etik. Jeg ved endnu ikke, hvem man bør holde med.
Fantasytrilogien vil interessere og begejstre læsere af f.eks. Otoriklanens fortællinger, som rummer samme spænding mellem kønnene, æresbegrebet og magtintriger. Historien om Ainsha rummer mange lag, og Karen Skovmand har ikke sparet på detaljerne, hvilket er med til at gøre både univers og mennesker gennemførte og troværdige.
Karen Skovmand er spænet ind på min personlige første plads som suverænt bedste kvindelige danske fantasyforfatter.
Karen Skovmand: Kniven, 1. del af Ainshas historie. Gyldendal, 2007.
Forside: Harvey Macauley, Imperiet.
Besøg Karen Skovmands hjemmeside, hvor du bl.a. kan høre den smukke sang Lazlas Rose, som også er en del af handllingen.
Jeg er lige blevet færdig med den første bog i dag, og jeg synes den rigtig god. Læs den!
Jeg har lige læst hele triologien på 5 dage. Den fanger mig på en fantastisk måde, og jeg glæder mig til at læse næste bog i serien:)