Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Justine Larbalestier: Løgner

Emner: , • Se alle anmeldelser af: Justine LarbalestierUdskriv anmeldelsen • 8. januar, 2011

Usædvanlig ungdomsroman fortalt af en patologisk løgner.

Micah lyver. Hun lader de nye klassekammerater tro, hun er en dreng og da løgnen afsløres fortæller hun, at hun er hermafrodit. Hendes far er våbenhandler, det er i hvert fald hvad Micah siger, men det passer heller ikke. Stort eller småt; der er ikke noget hun ikke vil lyve om, for hun nyder det.

Micah kæmper med identiteten og med familieskavanken, som hun har fået fra sin far. Hendes far er mørk, hendes mor er hvid og Micah føler sig fanget midt imellem de to kulturer. Micah får afløb for sine frustrationer i Central Park hvor hun løber. Det er hun nemlig god til og hun løber stærkt og længe.

En af skolens elever, Zach, bliver myrdet og rygter og spørgsmål svirrer blandt eleverne. Nogen siger, at Zach og Micah var kærester. Men Zach var populær, så var de virkelig kærester eller er det endnu en af Micahs løgne? Var Micha den sidste. der så Zach i live og er der grund til at mistænke hende for hans mord?

Romanen er Michas historie. Hun lover at fortælle hele sandheden uden løgne og fortielser. Men kan hun holde sig fuldstændig til sandheden og kan man som læser tro på det?

Løgner er en anderledes bog og svær at sætte i bås. Halvvejs i bogen sker der et twist i plottet som ændrer alt det, man troede, man havde regnet ud. Det ligger forfatteren meget på sinde, at indholdet af dette ikke røbes af hensyn til overraskelsesmomentet. Så jeg vil ikke afsløre mere men blot sige, at Løgner er en speciel ungdomsroman. Man må slippe tøjlerne og læse den på bogens præmisser og uden forudfattede meninger. Man bliver udfordret, tager stilling og gætter, men når sidste side er læst, sidder man alligevel forvirret tilbage og spekulerer på, om det hele har været en løgn.

Justine Larbalestier: Løgner. Oversat af Nanna Gyldenkærne, Høst & Søn, 2010. – 288 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (4 stemmer)
Loading...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)