Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

9. december

9. december, 2010

Bag dagens låge står forfatteren Morten Dürr.

4-0 til julemanden

Midt under morgenmaden siger vores seks-årige datter:
“Far, hvem tror du på? Gud eller julemanden? Og du skal vælge én af dem!”

Jeg når ikke at svare, før storesøster på ni år bryder ind:
“Julemanden, selvfølgelig! For gud findes ikke!”
Jeg siger:

“Findes gud ikke?”

“Nej,” siger storesøster. “For gud påstår jo, at han lavede menneskene allerførst, helt i starten. Og alle ved jo, at der fandtes dinosaurer på jorden længe før menneskene. Længe, længe før … så helt ærligt … ”

Hun ruller med øjnene som om dinosaurus-argumentet dermed har modbevidst guds eksistens fuldstændig. Det har det måske også. Derfor går vi direkte til afstemning: far og mor – og to piger. Stemmerne bliver talt op: 4 – 0 til julemanden.

Hvem tror du på? Gud eller julemanden?

Og du skal vælge én af dem.