Fortællingen.dk

Bag dagens låge står forfatteren Ronnie Andersen

Drengen der var glad for sin tissemand

Karl Johan var en glad dreng som så mange andre, men det skulle ikke vare ved.

En dag, måske en tirsdag, tog Karl Johan bukserne af og kiggede på sin tissemand. Han nulrede den mellem fingrene, som man nulrer en bussemand, inden man spiser den. Det skulle han aldrig have gjort. For købmanden blev helt lang og smal i hovedet og tog sig for munden og sagde: ”Græmme drvæn.”

Karl Johan, som var en høflig dreng, spurgte: ”Hvadbehager?”
Hvorefter købmanden tog hånden fra munden og skreg: ”Grimme dreng, ud af min butik.”

Karl Johan kiggede til både højre og venstre, og da han var den eneste i butikken, blev han enig med sig selv om, at det var ham, købmanden lige havde smidt ud.

”SKRID!” skreg købmanden og pegede på døren. Karl Johan trak bukserne op.

Hjemme og i gang med at pynte juletræ, kom Karl Johan til at kigge på en lille hvid engel. Den havde et tyndt og fint hår. Det føltes som rigtigt hår, men der var ikke nogen, der græd, da Karl Johan trak en tot af. Det kildede hele vejen ned i maven og benene; af røg bukserne, og så nulrede han sin tissemand til rytmerne af Glade Jul. Da hans mor så det, spurgte hun, om han skulle tisse.

”Nej, det skal jeg ikke,” svarede Karl Johan, for det skulle han ikke.

”Hvorfor står du så der og holder dig på din tissemand?”

”Det er sjovt,” svarede Karl Johan, for det var sjovt.

”Oh my god,” udbrød hans mor og blev helt rød i hovedet. ”Kan du se at få dine bukser på og gå ind på dit værelse!”

Nå, tænkte Karl Johan, hvor må man så lege med sin tissemand?

Svaret fandt han samme aften (Eller det troede han i hvert fald). Det var lige efter aftensmaden. Han sad i badekarret. Her måtte han godt lege med sin tissemand, men det var måske, fordi han havde rene hænder. Eller fordi han havde rynkede hænder. Det havde gamle mennesker jo, og de måtte da selv bestemme alting, men Karl Johan havde aldrig set sin bedstefar nusse sin tissemand. Karl Johan havde aldrig set sin bedstefars tissemand. Måske var den faldet af med alderen. Karl Johans mor sagde, at bedstefars store røde næse skyldtes alderen. Orv, Karl Johan havde engang set nogle aber med røde numser i Zoologisk Have, og de legede meget med deres tissemænd. De var jo også i bur. Måske blev man gammel, rynket og fik røde næser og røde numser af at nusse sin tissemand. Men når man er i bad, bliver man både rød og rynket, så måske var det derfor, at han godt måtte lege med sin tissemand her.

Men et par dage senere, måske var det kun en dag, han var tit i bad, sad han igen i et badekar. Han var på besøg hos bedstemor. Hun så, at Karl Johan sad og nussede tissemanden. (Det kunne hun godt se, for hun puttede aldrig sæbeskum i badet.) Da hun så, at Karl Johan sad i badet og nulrede sin tissemand, sagde hun med en blid stemme: ”Hvis den klør, så klø igen.”

”Den klør ikke,” svarede Karl Johan, for den kløede ikke.

”Hvorfor sidder du så og klør på den?”

”Det er dejligt,” svarede Karl Johan, for det var dejligt.
Han fortalte også, at det var sjovt at nusse op ad stole, borde og juletræer. Men det skulle han aldrig have sagt, for nu råbte og skreg bedstemoren i munden på sig selv og ind i telefonrøret. Og så skulle han slet ikke overnatte hos bedste alligevel!

På vejen hjem fik Karl Johan en ordentlig skideballe (ja, det hedder det altså), og nu måtte Karl Johan heller ikke bade alene mere! Han skulle endda have en voksen med på toilettet. Det var ikke helt det samme.

Nu var julegaverne pakket ud, nytåret skudt ind, og børnehaven var fyldt med kravlenisser, snemænd og snotunger. Alle børnene var ude at lege med hinanden, men ikke Karl Johan. Han var inde i legerummet og lege med sig selv. Han fandt en god måde at nulre sin tissemand op af én af de store puder. Det var skønt, men pædagogerne havde det med at tælle, om alle børnene var der, og da pædagogerne manglede én, fandt de frem til Karl Johans gemmested.

”Er du her, Karl Johan?”

”Ja!” svarede Karl Johan, for det var han jo.

”Vil du ikke med ud og lege med de andre?”

”Nej, jeg vil hellere lege selv,” svarede Karl Johan, for det ville han hellere.

”Du skal ud og være lidt social, drille pigerne og tæve drengene. Kom!” Og så trak pædagogen Karl Johan med ud i sneen. Denne gang tænkte Karl Johan slet ikke noget. (Jo, det gjorde han, men ikke noget, som skal gentages her.)

Jo mere Karl Johan legede med de andre børn, og jo mere han så på de voksne, der drak deres kaffe og røg cigaretter, jo mere ophidset blev han. (Og det var ikke på den sjove måde!)

En pige, vi kunne sige, hun hed Linda, skulle ind og tisse. Karl Johan stoppede sit kvælertag på en lidt mindre dreng og listede om bag hende.

Nu tror du jo nok, at han skulle ind og lege med sig selv, men det gad Karl Johan slet ikke. Han havde fået nok af, at det ikke var ham, der bestemte, så nu tog han en saks. Ja, en saks. Den var orange, og det var den, man ikke måtte bruge til at klippe i papir med.

Karl Johan ville ikke klippe i papir. Han tog bukserne ned. Klippede to gange ud i luften. Tog fat om sin tissemand. Han klippede. Først én gang, men den sad godt fast, og Karl Johan måtte knibe øjnene sammen og klemme hårdt om tissemanden. Han klippede en gang til, og SNAP af røg den. Tissemanden. Den faldt på gulvet og da Karl Johan åbnede øjnene, var det svært at se tissemanden. Både fordi han havde tårer i øjnene, og fordi der var blod over det hele. Men også fordi tissemanden var helt lille og rynket, meget mere end før.

Og der var blod i flere liter, måske kun to, men der var blod på bordene, stolene og loftet. Ja selv billedbøgerne, på reolen, var ramt.

Heldigvis fik pædagogerne fat i både tissemand og ambulance. Der var jo muligheden for, at de kunne sy den på igen.

Men det kunne de altså ikke!

Karl Johan havde været en glad dreng, som så mange andre, men det var han ikke længere. Han var stadig glad, især for sit nye navn: Johanne, men han var ikke mere en dreng, som så mange andre.