Fortællingen.dk

Bag julekalenderens låge nummer 23 venter forfatteren Jacob Hedegaard Pedersen.

Historien om Hyden

Har du nogensinde hørt om hyderne? Hyder er sådan nogle små nogen, der bor på landet, i stalde og skove eller i byernes kloaker. De ligner faktisk kartofler med store, venlige øjne og et altid glad smil. Deres arme ligner tynde pinde og deres ben er ganske korte, så korte, man knapt kan få dem at se for de store sko, de altid går rundt med. Ofte går de med hat, for de holder meget af at være klædt fint på. En hyde ser cirka sådan her ud.

Dette her er et billede, jeg har tegnet efter hukommelsen, for jeg har ikke set en hyde i mange år. De kan nemlig kun ses af børn, men jeg husker tydeligt, da jeg første gang så en hyde.
Dengang boede jeg på en gård sammen med min far og mor langt ude på landet. Jeg var ikke særligt gammel, fem eller seks år måske. En aften jeg skulle på toilettet sad der på kanten af wc’et en lille, mørk skikkelse. Jeg troede først, det var en rotte, der var kommet op af kummen, for det havde min mor fortalt mig at de godt kunne finde på, men så kiggede den lille skikkelse på mig og sagde ’Goddag.’
Jeg blev helt forskrækket. Det var lige før, jeg stak i et hyl, men jeg lod være, måske fordi den lille fyr smilede så venligt til mig.
”Hvad er du for en?” spurgte jeg.
”Jeg er en hyde,” sagde han. ”Jeg hedder Helmuth.”
”Hvor kommer du fra?” spurgte jeg og satte mig på gulvet foran toilettet.
”Jeg bor med min familie og mine venner ude i skoven,” svarede han og smilede. ”Jeg krøb gennem jeres kloakrør for at se, om I havde noget godt at spise.”
”Hvad kan du godt lide at spise?” spurgte jeg. ”Måske kan jeg finde noget.”
”Pølse smager altid godt,” sagde Helmuth og slikkede sig om munden. Jeg rejste mig hurtigt for at finde noget i køleskabet. Der var ikke så meget pølse, ingen spegepølse eller kødpølse eller sådan noget, kun medisterpølse, som vi skulle have til jul. En rigtig lang en. Den tog jeg.
Helmuth klappede i sine hænder, da han så den.
”Den ser rigtig fin ud,” sagde han. ”Den smager sikkert godt!”
Jeg holdt den hen til ham og målte længden på pølsen i forhold til hans krop. Selve medisterpølsen var længere end jeg selv var, og hver enkelt pølse var dobbelt så lange som Helmuth. Jeg gjorde store øjne.
”Hvordan vil du få den med dig hjem?” spurgte jeg.
Han kiggede på den og kløede sig i hovedet med sine pindarme. Så lyste han op i et smil.
”Put den ned i toilettet,” sagde han. ”Så trækker vi ud, så jeg kan få medisterpølsen med mig hjem.”
Jeg begyndte at putte pølsen ned i vandet. Helmuth stod på kanten og kiggede på. Ude på gangen kunne jeg høre min mor. Hun kaldte på mig. Jeg kunne høre, hun kom nærmere. Jeg manglede blot at slippe den sidste pølse, så var hele medisterpølsen nede i kummen. Den lå nede i vandet og svømmede rundt.
Netop som mor trådte ind ad døren, trak Helmuth ud i toilettet, sprang op og greb fat i den pølse, jeg endnu holdt, så den blev revet ud af hånden på mig og forsvandt ned i det hvirvlende vand.
”Hvad laver du?” råbte min mor.
Jeg kiggede forskrækket på hende. ”Jeg gav Helmuth mad.”
Hun kom hen og kiggede ned i toilettet, hvor den sidste stump af medisterpølsen vrikkede og forsvandt ned i afløbet.
”Har du puttet vores medisterpølse ned i toilettet?” spurgte hun. Min mor blev ikke rigtig vred. Jeg tror, hun synes det var lidt for mærkeligt til, at hun kunne finde ud af om hun skulle skælde ud. Men hun troede ikke på min fortælling om hyden Helmuth, der godt kunne lide medisterpølse.
Senere mødte jeg Helmuth igen, men det er en helt anden historie…