Fortællingen.dk

2 dage til jul! Forfatteren Ina Bruhn ønsker god jul med en novelle.

ENGELSK

December, koldt, sjappet og stadig mørkt. Vi skal mødes på skolebiblioteket; ikke fordi vi har lyst, men fordi vores engelsklærer har bestemt det. ”Vi” er en grim, ujævn opsamling af ikke-hits i en niendeklasse fra sted, hvor der aldrig bliver optaget nogen tv-serier (det skulle lige være De Unge Mødre), og hvorom ingen nogensinde har skrevet eller vil skrive en sang, en digtsamling eller en roman. Dette sted har aldrig skabt følelser som hjemve eller sentimental nostalgi i nogen. Man vil bare gerne væk, og hvis man helt undtagelsesvis kommer det, er det ikke fordi, man er blevet noget kreativt. Revisorer kommer herfra. Og håndboldtrænere. Ingen af dem begynder at skrive bøger om deres barndom i det mest non-agtige sted i hele DK. Hvad er der også at sige? Dette sted har ingen distinkte træk. Det er ikke rigtigt landet, ikke rigtigt en by, og skolen er hverken stor eller lille, den lugter bare dårligt, især om vinteren. Ingen har lyst til at bo i denne by, gå i denne skole, være med i denne gruppe; ikke hvis de kunne vælge noget andet.

Malene er hvid som mel. 200 gram perfekt, hvidt hvedemel, der blæser væk, hvis man taler grimt til det. Hun ankommer som den første. Går nemlig op i engelsk. Tror stadig, at dygtiggørelse indenfor fremmedsprog bliver hendes billet ud herfra. Alle vi andre ved, at hun om 2-3 år møder en fyr, som taler hende fra at læse videre, og at han om 6-7 år gør hende gravid, hvorefter de enten får en af de treværelses andelsboliger ved ringvejen eller et af de gule murstenshuse bag hallen.

Ebba er Malenes veninde og det tætteste, man kommer på eksotisk her i området. Hendes hud er brun som farin eller rørsukker. Hendes mor er svensker og hendes far fra Ghana, men de har boet her i 20 år, og har for længst fået samme foroverbøjede vaner som resten af byen. Samme bil. Samme indkøbstur i SuperBest hver lørdag. Samme julepynt i haven. Ebba ligner kedelige Malene på en prik. Ved sidste vejning, vejede Ebba 25 gram mere end Malene, og så er der altså hendes sukkerbrune hud, men ellers er de helt ens dumme.

Krydderkællingerne kommer som de næste. Ingen gad være venner med dem, da vi startede i nulte for ni år og 3 måneder siden. Efter et par år gik det op for Krydderkællingerne, at der stadig ikke var nogen, der gad være venner med dem, og så kunne de jo ligeså godt slå sig sammen. Siden har de skiftedes til at lægge værelse til eftermiddage, hvor de … fuck, aner det ikke; drikker te, må man gå ud fra. Inge har en far, der er fra Færøerne, så øgenavnet ”Ingefær” lå jo lige for. Ingefær er konstant fornærmet over et eller andet. Mest, at der er nogen, der er tarvelige mod hende. Så bliver hun fornærmet og såret.

Stødt Ingefær …

Krydderkælling nummer to er Karen, kaldet Kanel-Karen, ikke af nogen som helst anden grund, end at hun bliver sur over det. Signe kalder vi for citronskallen, fordi hun engang skvattede i SuperBests grønsagsafdeling og knaldede skallen ind i et metalbur med citrusfrugter. Så fik Signe sit øgenavn, og Krydderkællingerne fik deres fællesnavn. Som de så var indebrændte over i ugevis. Som om navnene ikke passer perfekt. Når Signe bliver fornærmet, ser hun ud, som hun lige har bidt i en citron. Eller kørt knoerne over et rivejern.

Per-nellike er den sidste af Krydderkællingerne. Er selvfølgelig døbt Pernille, men Per-nellike passer bedre til hende. Den konstant stødte type, ligesom Ingefær. Hun er klart den, der fylder mindst i gruppen. Siger kun cirka halvt så meget som Citronskallen og Kanel-Karen. Og måske en sjettedel af det, Ingefær lukker ud hver dag.

Jeg kom faktisk, som den første, men jeg gider ikke sidde og stritte helt alene ved gruppearbejde-bordet. Så jeg står bag nogle hylder og venter, mens Malene og Ebba indtager bordet som de første. Krydderkællingerne kommer som de næste, og de er selvfølgelig allerede fornærmede over et eller andet. Jeg aner ikke over hvad, men et godt gæt kunne være: At komme i gruppe med mig. Jeg fylder ikke en skid i klassen. På en god dag omtrent så meget som Per-nellike.

Jeg sætter mig mellem de andre. Der bliver stille. Ingen gider være den, der sætter arbejdet i gang og derfor måske ender med at få ansvaret for at få afleveret. Også en skodidé med så mange i en gruppe. Vi mangler endda stadig en.

Jeg ser på mine fingre oven på engelskbogen. Krydderkællingerne ser på mig. Skolebiblioteket lugter af beskidte bøger og sjap. Ingefær tager ordet, ikke for at gå i gang med engelskopgaven, men for at henvende sig til mig med en nedladende bemærkning. Hun kalder mig Natron. Jeg hedder så Nathan, men måske fordi det for et par år siden var mig, der fandt på det med Ingefær, leder hun konstant efter et virkeligt tarveligt øgenavn til mig. Vi har derfor været omkring både ”Nasty”, ”Naller” og ”Nothing” – ingen af dem slog an hos andre end Krydderkællingerne. Og nu er vi altså endt i Natron. Interessant. Et øgenavn, som ingen ved, hvad betyder. For hvad fanden er det nu lige, der kendetegner natron?

Jeg så koldt på Ingefær og spurgte, om hun havde bagt småkager i går?

Pernilleke fnøs.

Citronskallen rimpede munden sammen.

De var simpelthen i stand til at blive fornærmede over noget, der ikke engang var en fornærmelse, men bare et spørgsmål.

Jeg er god til engelsk. Måske flytter jeg til udlandet. (Eller får vinger og flyver væk – ligeså realistisk!)

Simon Smørhår ankommer som den sidste. Næsten et kvarter for sent. Han fik tilnavnet Smørhår for to år siden, da han over-night gik fra at være en fedtet, buttet taber med strithår til at være en fedtet, buttet taber med alt for meget slam i håret. Der var dog et par piger fra sjette, der sendte ham øjne på gangen – og måske også fniste lidt – og det har han så levet højt på siden. Han har heller ikke set det som en option at ændre på sin personlighed eller bare smide et par kilo. Simon vælter stadig lige buttet og latterlig ud af sengen hver morgen, inden han pladrer 125 gram smørelse i garnet og drager i skole; til fods og med indlagt stop hos bageren. Simon Smørhår er en taber med stort L, men ved det ikke engang. Eller også er han bare god til fortrængning. Det er vi nok alle sammen.

Engang blev jeg god til engelsk. Engang skrev jeg digte, på engelsk, da jeg kom i gymnasiet, og fik en kæreste, nej, fire, og jeg dannede et band. Jeg var selvfølgelig forsanger, sangskriver og guitarist. Vores første plade ramte verden lige omkring det tidspunkt, hvor min digtsamling udkom, og jeg blev student. Så rejste jeg. Væk, væk, væk. Jeg talte engelsk hele vejen, og glemte en dag, hvordan der stank på skolebiblioteket på decembermorgener med sjap i skolegården.

Det sker aldrig.

Krydderkællingerne går i gang med opgaven, da der kun er et kvarter tilbage af timen. Ebba og Malene bøjer hovederne over blokkene og skriver med små, ondsindede bogstaver. Smørhåret tager billeder af sig selv med sin mobil.

Vi sidder her også om tre år. Så går jeg i 3.g. Malene og Ingefær går sikkert i min klasse. Måske også Kanel-Karen og Ebba. Resten møder jeg i bussen og på gaden engang i mellem, for de er heller ikke kommet væk, og de har heller ikke lyst til det. På det tidspunkt har jeg heller ikke selv lyst til det. Jeg er blevet kærester med Kanel-Karen eller Ingefær eller en anden, der ligner dem på en prik. Vi holder kedelige fester, der allerede er ren rutine, og snakker om, hvornår vi får råd til at flytte hjemmefra, dvs. over på den anden side af vejen. De modige søger ind på uddannelser, og nogle af dem kommer også ind. De drager af gårde i triumf og med kufferter fulde af strygefri forventninger, der bare skal pakkes ud, rystes og hænges på bøjle, når de kommer frem til kollegiet. De fleste er tilbage, inden der er gået tre år, fulde til randen med gode forklaringer på, hvorfor det ikke gik. Når man støder ind i dem, skvulper de over i timevis med dårlige undskyldninger. Det eneste, de ikke siger, er sandheden: At dette sted ødelagde dem lang tid før, de tog af sted, og derfor er der heller ikke andre steder, de kan finde ud af at leve. Hvad angår de få, der gennemfører en uddannelse, så kommer de alligevel tilbage på et tidspunkt. Inden de fylder 30, kan man se dem komme hjem på besøg i lange weekender. Søndag eftermiddag går alle generationer tur (m/u hunde og barnevogne), og de fraflyttede står længe foran ejendomsmæglerens vindue. Der går max to år fra det stop foran ejendomsmægleren, så har dette sted lagt dem til brystet igen, og Sorteper er klar til at blive sendt videre til næste generation.

Der opstår hysteri og skænderier efter fem minutter. Vi hænger simpelthen ikke sammen som gruppe. Hjælpen kommer fra en uventet kant.

Hun er smuk. Helt klædt i noget hvidt og rundet. Som et blødt, perfekt æg. Det er svært at sige, hvor gammel hun er. Måske 18. Måske 30. Hver gang jeg ser på hende, er det som om hun ser lidt anderledes ud. Hendes stemme er blød, da hun spørger, om vi har brug for hjælp. Ingefær spørger surt, hvem hun er? Den blide-hvide pige-kvinde svarer, at hun er her for at hjælpe os. Hun er den, der hjælper.

Krydderkællingerne glor. Deres munde står åbne. Jeg kan slet ikke holde tanken ud om, at jeg engang bliver kærester med en af dem. For det gør jeg. Det skete også for mine to storebrødre. De er 9 og 12 år ældre end mig. Og da jeg var lille, og de var teenagere, var de nogle oprørske og vilde typer, på hver deres måde. Den ene skrev digte og gik med make-up. Den anden kunne noget med at stjæle biler. Utroligt nok kom de begge i gymnasiet og efter tre år der, var det slut. Med opstanden, vildskaben og potentialet. På gymnasiet blev de mast sammen med de andre, indtil alle havde den samme bæbrune farve. Af den ensartede dej blev der rullet helt ens kugler, små, brune og grimme, der blev sat på række og mast med en gaffel, skippet ind i gymnasiets ovn og bagt ens. Der gik et sted mellem 8 og 10 minutter efter sidste eksamen, så havde mine brødre købt hus, fået damer på og skruet forventningerne til livet ned fra 200 vilde grader til lunkne 20. I dag har de tindinger op til issen, men holder stædigt fast i den frisure, der virkede for dem, da de var 16. De venter på, at jeg joiner dem på villavejene med en kone, der helst ikke skal være kønnere end deres, mens hvis hun er, så vil de også forbeholde sig retten til at nive hende i røven de to gange om året, jul og påske, hvor de drikker sig stive og genfinder lidt af dem, de var engang.

De må sgu nive Ingefær i røven, alt det de vil. Be my guest.

Den hvidklædte spørger, hvad vi laver?

Ingefær siger med syl-stemme, at vi laver ENG-ELSK!

Åh, siger den smukke, jeg er god til eng-elsk. Det er mit modersmål.

Hun pludrer ord, som jeg ikke forstår, som ingen af os forstår, og som i hvert fald aldrig har været engelsk af den type, som vores engelsklærer taler.

Malene siger lavt, men nærmest fornærmet, at det dér er altså ikke engelsk.

Blødt-duftende smukke-hvide ler. En latter af harper og klokker, klingende. Hun siger, at jo, det var eng-elsk – og så siger hun flere uforståelige ord, som skyer og marshmallows i munden – inden hun slår tilbage i dansk og siger, at eng-elsk var det første af mange sprog, som hun har lært.

Ebba tager den sarkastiske, nedladende tone frem og vil vide, hvor mange sprog, hun så ”synes” hun kan? Jeg får lyst til at losse den sure bitch under bordet.

Den lysende hører ikke sarkasmen, men smiler (glimt, som solen) til os og siger helt, helt alvorligt, at udover dansk, kan hun 27 andre sprog rigtigt godt. Dertil kommer 12 sprog, som hun kan sådan til husbehov, men altså ikke godt nok til vigtige opgaver.

Simons griner forbløffet og spørger, hvilke opgaver det så er, hun ordner på 27 forskellige sprog?

Igen dette smil, og så: Opgaver som denne her!

Ingefær ryster på hovedet og siger, at hvis ”hun” er fra et eller andet lærerseminarium eller bibliotekarskole-noget med noget praktik-noget, hvor hun skal være underlig som en eller anden del af noget pædagogik-noget, så fungerer det nok lidt bedre på en eller anden fra de små klasser eller noget.

Kan ikke nå Ingefær, så jeg losser bare Ebba over benet. Eller noget.

Ebba hidser sig op, Simon rejser sig, Malene sympati-støtter Ebba, og Krydderkællingerne er allerede ved at pakke sammen. Den hvide-smukke er væk. Skræmt, vel. Hun ville jo bare hjælpe. Hun ved ikke, at her i byen spiser vi typer som hende til frokost og skider dem ud ved busstoppestedet to dage efter. Hvis hun er så heldig.

Frikvarteret myldrer om mig på den store trappe. Det meste af skolen er fra 1980’erne. Kun denne ene, høje bygning er ældre – fra 1930’erne. Bygget i røde mursten og linoleum, med kommunale farver på væggene og evig angst på trapperne. Egentlig burde jeg gå ud, over gården og ind i den lave, gule (altid fucking gul, HVORFOR?!!) bygning på den anden side, hvor vores klasseværelse ligger. Det stinker. Uanset, hvor meget man lufter ud, hænger stanken af årtiers elever før os i lokalet. Gamle madpakker, sved, tyggegummiklatter, viskelædersnuller, pubertetsånde og frygt, frem for alt frygt. Det sidder i væggene og møblerne, det sniger sig ind under huden, og vi kan skrubbe os resten af livet, men vi slipper aldrig af med den stank.

Stuen: Lærerværelse, kontor og skolebibliotek.

Første sal: værksteder.

Anden sal: skolekøkken og dramaholdets lokale.

Tredje sal: lavloftede rum, der blev brugt, dengang skolen stadig havde en tiendeklasse, men som nu står tomme.

Fjerde sal: taget.

Det er selvfølgelig strengt forbudt og i princippet umuligt at gå op på det flade tag. Der er døre i hver ende af den smalle trappe, og de er begge låst, men så er det jo godt, at jeg stjal en hovednøgle fra kontoret for et par uger siden. Jeg har tilbragt en del frikvarterer heroppe. Jeg ser ned i skolegården fire etager længere nede. Engang malede de en fodboldbane og hinkeruder på den sorte asfalt. Dengang man stadig lavede den slags i frikvartererne.

Da hun dukker op ved siden af mig, bliver jeg ikke engang overrasket. Jeg fortæller hende, at jeg tror på, at man kan lære 27 sprog. Alting kan lade sig gøre, hvis bare man kommer væk herfra. Det nikker hun til. Jeg skal lige til at spørge, hvad hun kalder det sprog, hun talte i biblioteket, men så går det op for mig.

Det var engelsk.

Hendes første sprog.

Jeg fortæller ikke, at jeg har været heroppe på taget mange gange i de sidste par uger, for det ved hun godt. Hun ved også, at jeg aldrig slipper af med denne tyngde indeni. I de sidste par uger har den lært at tale, og nu gør den det hele tiden. Den fortæller mig, at jeg aldrig bliver glad og aldrig slipper væk. Tyngden trækker så hårdt. Den vil have mig nedad, ned i skolegården til de andre.

Derfor er det godt, jeg har hende. Hun taler beroligende til mig på engelsk og lægger sin hånd på min arm. Sammen med hende tør jeg gå helt hen til kanten.

Og så flyver vi …