Fortællingen.dk

Bag lågen gemmer der sig i dag historien om en træls jul. Den værste faktisk.
Skrevet af Anne-Marie Donslund

Min værste jul

Af Anne-Marie Donslund

Det var dengang, min tvillingebror og jeg ønskede os en racerbane til jul. Min kusine og fætter i Herning havde én med gnistrende biler og fræsende lyde. Man kunne køre om kap, og den der vandt, var den der turde køre stærkt i svingene, men ikke så hurtigt, at bilen faldt af. Racerbanen var stor og dyr, men vi var heldigvis enige om, at vi gerne ville have den sammen. Vores forældre elskede, når vi var enige om noget. Vi skændtes alt for meget, syntes de. Men ikke om racerbanen, sikken julefred, så de gik op og købte den og gemte den et godt sted. Så langt så godt.

Desværre hørte min ene storebror om racerbanen.

– Det er da åndssvagt at give dem en racerbane. Vores gamle ligger oppe på loftet. Den virker fint, sagde han til vores forældre.

Vores forældre blev lidt irriterede, nu havde de jo allerede købt gaven til os. Og de havde travlt i bageriet med at lave julekringler og pebernødder og klejner. Julen var den travleste tid på året, og min far blev altid meget stresset og fik mareridt om brunkager og honninghjerter, så han gad ikke høre for meget brok.

Men min storebror blev ved.

– Hvis de i stedet får både et elektrisk tog og den gamle racerbane, så har de både en racerbane og en togbane.

Det lød da sådan set rimelig fantastisk, kunne mine forældre godt se. Og for dem var der ikke den store forskel på togbaner og racerbaner. Det var bare sådan en bane, hvor man kørte rundt og rundt. Men der var en verden til forskel.

– Jeg skal nok gå op og bytte racerbanen for jer, sagde min storebror. – Til gengæld kan I købe vores gamle racerbane meget billigt…

Så sagde de ja.

De sagde ja til, at min storebror kunne få lov til at bytte VORES gave til en latterlig togbane, vi ikke engang ønskede os.

Vi anede ingenting. Under juletræet lå en kæmpeæske med vores navne på. Til Peter og Anne-Marie fra mor og far. Der var den. Racerbanen. Åh, hvor det kildede i maven.

– Helle for den blå bil, hviskede jeg til Peter, da vi gik rundt om juletræet. For jeg troede, at der var en rød og en blå bil. Det var der til min kusine og fætters racerbane. Jeg kunne se mit ansigt i de skinnende kugler på træet, og jeg glædede mig helt vildt, til vi skulle have gaver.

Jeg blev så skuffet, at jeg ikke kan huske mere fra selve juleaften.

Men min storebror havde en herlig jul.

Han og min tvillingebror samlede toget på det store bagerbord nede i bageriet og legede med toget lige til far skulle i gang med franskbrød og rundstykker og kager igen.

– Det er et Märklin-tog, sagde min storebror. – Tysk kvalitet.

– Ja, sagde min tvillingebror. – Det er Märklin. Det bedste mærke i tog.

Jeg syntes, det var et åndssvagt, dødssygt og latterligt tog. Det kan godt være, mine forældre ikke forstod forskellen på at køre med racerbane og så med elektrisk tog, fordi det bare er nogle vogne der kører rundt og rundt. Men har du nogensinde hørt om tog, der kunne køre om kap? Har du nogensinde set et elektrisk tog slå gnister og sige racerlyde.

Fra den dag ønskede jeg aldrig mere noget, jeg ikke var helt sikker på, jeg fik. Lige indtil juleaften gennemrodede jeg alle skuffer, skabe og gemmesteder, mærkede på pakker og tjekkede efter hver eneste dag op til jul at pakken stadig var der, for at være sikker på, at jeg ikke endnu engang skulle opleve så stor en skuffelse.

Det var min værste jul. Men det var ikke det værste. Det allerværste var, at julen holdt op med at være sjov. For jeg blev aldrig mere overrasket. Jeg vidste altid præcist, hvad jeg fik. Og det var så irriterende altid at skulle spille overrasket. I stedet for at være det i virkeligheden.