16. december
16. december, 2010
(Have)nisse-massakren
”Pløk den plat-nisse!”
Råbet, der vækkede Martin, blev efterfulgt af et brag, en skarp klirren og en lyd, der mest af alt mindede om en stor klat risengrød, der klaskede op ad en rude.
Martin blinkede og nåede frem til, at han nok stadig sov. Hvorfor skulle han ellers sidde fuldt påklædt med hovedet på skrivebordet og vinduet stående åbent? Lidt risengrød dryppede fra ruden ned på hans ansigt.
”Mand!” Martin satte sig op med et sæt, så risengrøden gled fra hans kind ned i en lille pøl af savl, der havde samlet sig på bordet.
Der var jo ikke meningen, at han skulle være faldet i søvn! Hurtigt kravlede han over bordet og hen til vindueskarmen. Han måtte skynde sig, ellers ville de forsvinde. Han sprang og landede i det knasende, frosne græs 1,5 meter længere nede.
En høj fnisen fandt vej gennem den afpillede hæk, og Martin masede sig lydløst gennem grenene, til han stod i Wulffs forhave.
”Agnete!” Hr. Wulffs stemme brølede inde fra huset, ”Bøllerne er tilbage. Hent min haglbøsse!”
Der blev fniset endnu højere, og i glimtene fra lyskædernes blinken fik Martin øje på nogle mørke skygger ved hr. Wulffs havelåge. Han sprang over skårene af de smadrede havenisser og var lige ved at glide i en klat risengrød, men holdt balancen. Skyggerne løb ud på vejen, og Martin løb efter.
Han måtte fange dem. Også selvom det betød, at hr. Wulff endnu en gang ville vinde vejens oppyntningskonkurrence, og Martins far ville spise endnu flere brunkager og hænge endnu færre lyskæder op til næste år, for ‘hvad nyttede det overhovedet?’, som han sagde. Men hr. Wulff havde udlovet en dusør til den, der fangede bøllerne, som smadrede hans prisvindende havenisser: En af fru Wulffs berømte julekager! Hvis man havde en af de julekager, gjorde det næsten ikke noget, at man ikke vandt oppyntningskonkurrencen. Det var derfor, Martin nu styrtede igennem den frostklare nat klokken skidt om natten med stivnet risengrød i håret.
Skyggerne løb ind i parken. Martin fulgte efter, men nåede kun lige indenfor, før skyggerne var som opslugt af mørket. Herinde skinnede lyskæderne ikke ind, og de fleste lamper var smadret. Martin stoppede. Kiggede ind mellem træerne. Frostgraderne åd sig ind i hans fingre og fik hans tænder til at klapre. Hvor kunne de være? Hvis han selv var en havenisse-smadrer, hvor i parken ville han så gemme sig?
Bunkeren! Den gamle, forladte bunker, hvor rygtet sagde, at en 3.-klasses unge engang var faret vild og var blevet overfaldet af ninjaer. Martin troede selvfølgelig ikke på det med ninjaerne, men derfor var det stadig ulovligt at gå ind i bunkeren. På den anden side: hvis man var en havenisse-smadrer, gik man nok ikke så højt op i den slags.
Martin sneg sig igennem parken, til han kom til nedgangen til bunkeren. Det var en dør i jorden, og Martin var sikker på, at den ville være låst, eller i hvert fald knirke helt vildt, når han forsøgte at åbne den. Men døren var ikke låst, og den gled op uden en lyd. Med et ville det have været rart, hvis man havde husket at tage en lygte med, og Martin bed sig ærgerligt i læben. Han havde ikke engang fået sin mobil med. Han kunne selvfølgelig gå hjem igen og hente den, men så ville bøllerne måske være forsvundet. Forsigtigt sneg han sig ned ad den mørke trappe.
”Missionen lykkedes, hr. overkommandant. Plat-nisserne er blevet tilintetgjort.”
For foden af trappen var en dør, som stod på klem. Martin klemte sig tæt op ad revnen, for at få hvert eneste ord med.
”Og risengrøds-granaterne? Virkede de efter hensigten?”
”Ja, de var perfekte. Minimalt brag, men maksimal effekt. Plat-nisser i tusind stykker og grød ud over hele forhaven. Måske også lidt hos naboerne.”
”Ja, det skal jo ikke gå ud over naboerne med de fine lyskæder. Laboratoriet må se på sprængningsradiussen.”
Martin rynkede panden. Granater og laboratorier? Det lød helt vildt. Hvis han bare kunne skubbe døren en lille smule længere op, ville han kunne se havenisse-smadrerne, og så ville han løbe tilbage til hr. Wulff og hans haglgevær.
”En bevægelse, og du er færdig.”
Stemmen kom bagfra, og Martin dukkede sig instinktivt. PLOK. Noget skarpt susede over hans hoved, borede sig ind i døren og fik den til at glide op.
”Hvad i … ?” lød det indefra.
Martin vendte sig for at løbe tilbage til trappen, men blev stoppet af et spark i maven og faldt om på jorden.
”Hvis du rører dig igen, snitter jeg dig op med min kaste-klejne,” hvislede stemmen.
Martin lå helt, helt stille.
”Hvad foregår der her?” En skikkelse kom ud fra rummet bag døren.
Et øjeblik efter lå Martin på gulvet i rummet bag døren. Han blinkede, og så på havenisse-smadrerne. Det var ikke bare bøller. Det var ninjaer! Helt klædt i sort. Nogle lidt små ninjaer. Og de havde ikke sorte hætter på, men sorte nissehuer.
”Hv-hvem er I?”
”Vi er nissernes særligt udsendte ødelæggelsespatrulje, som …”
”Ninja-nisser,” mumlede Martin.
”Ninja-nisser? Nej, vi er nissernes særligt udsendte …” Overkommandanten kløede sig på huen, ”hm, ninja-nisser lyder egentlig meget godt. Okay, vi er ninja-nisser. Hvem er du?”
”Jeg … Jeg er nabo til hr. Wulff. Det er hans havenisser, I smadrer.”
”Havenisser?!” råbte overkommandanten, ”det er ikke ‘havenisser’, det er plat-nisser! Den usle nisse-forræder fremstiller plat-nisser! Den jule-bølle, hygge-uhygger, pebernødde-vandal … ”
”Overkommandant … pas på blodtrykket,” mumlede en af ninja-nisserne.
”Ja,” overkommandanten tørrede lidt sved af ninja-nissehuen og tog en dyb indånding, ”plat-nisser er kopier fremstillet af nissernes aller-helligste nisse, Nisse-nissen. Det er strengt forbudt! Vi har ledt efter Nisse-nissen i flere år, og har nu fundet bortføreren! Men vi ved ikke, hvor han gemmer Nisse-nissen. Dreng, du må hjælpe os!”
”Jeg hedder faktisk Martin … ”
”Dreng, hvis du ikke hjælper os, må vi ofre dig til Nisse-nissen!”
”Æh … ofre mig?”
”Øhm, ja … det er … øh, ikke rart. Hjælp os nu bare.”
”Okay. Hvis I får Nisse-nissen tilbage, kan hr. Wulff ikke længere lave kopier af den, og så kan han ikke vinde oppyntningskonkurrencen,” Martin nikkede. Det lød som en god ide.
”Oppyntningskonkurrence? Jeg ved ikke, hvad du taler om, Dreng, men hvis du får Nisse-nissen tilbage, vil nisserne være dig evigt taknemlig.”
”Det må være inde i carporten,” hviskede Martin, mens de listede sig frem langs væggen, ”han lader aldrig nogen komme derind og holder altid døren lukket.”
Han stoppede foran carportens dør. Hr. Wulff havde helt sikkert låst den, men de var nødt til at forsøge. Martin hev i håndtaget. Der skete ingenting.
”Låst,” mumlede han og skævede nervøst til huset. Alle vinduerne var mørke igen, og forhåbentlig var hr. Wulff faldet i søvn.
”Til side,” overkommandanten maste sig frem, og hev et underligt instrument frem af sin bukselomme, ”et værktøj særligt udviklet af vores laboratorium til at åbne en hvilken som helst dør.”
Det lignede mest en dåseåbner, og overkommandanten brugte den også på omtrent samme måde. Det tog ham ikke længe at lave et hul i døren og kravle ind.
Der var buldermørkt i carporten, men ninja-nisserne havde taget lygter med. Lyskegler for rundt i carportens indre.
”Du nisseste!” Overkommandanten gispede.
Hans lygte oplyste et bur og på bunden af buret sad en lille mand.
”Overkommandant!” Den lille mand rejste sig, ”godt, du kom. Få mig ud herfra.”
”Nisse-nissen. Hvordan er det, De ser ud? Hvad har jule-bøllen gjort ved Dem?”
Nisse-nissen skar ansigt af væmmelse. ”Han har givet mig en rød hue. En RØD hue, og dette her ækle tøj på,” han pegede på sit tøj, der så vidt Martin kunne se, så ret nisset ud. ”Og så har han lavet modeller af mig. Modeller i ler!”
Overkommandanten gik straks i gang med sit dåseåbner-værktøj, mens han mumlede for sig selv om verdens ækelheder. Nisse-nissen overhørte ham og råbte selv:
”Og han fodrede mig med kage. Som et andet dyr. Pulverkage!”
Martin drejede hovedet.
”Pulverkage?”
”Ja, Dreng. Pulverkage. Se bare de store sække derovre,” Nisse-nissen pegede i carportens fjerneste hjørne. ”Pulverkage alt sammen.”
Martin gik hen til sækkene og lugtede til den ene. Den lugtede præcis som fru Wulffs præmievindende kager. Men det var jo slet ikke hjemmelavet. Dette her var pulver fra noget, der hed Julefabrikken!
”Der kommer nogen!” hvæsede en af ninja-nisserne.
”Bomb ham med en granat!” hvæsede overkommandanten tilbage, mens sved sprang frem på hans pande, og han arbejdede med dåseåbner-værktøjet. ”Jeg er ikke helt igennem endnu.”
”Pløk jule-forræderen!” skreg Nisse-nissen.
”Hvad i hede hule … ?” Lød en stemme udenfor carporten. Døren gik op. Hr. Wulff.
En risengrøds-granat sejlede over hr. Wulffs hoved, landede ude i haven og eksploderede med et brag og et smask. Hr. Wulff smækkede døren bag sig.
”Nisser! Mange nisser! I skal alle sammen sidde model for mig, så jeg får fine nye havenisser, i stedet for dem, I har smadret!”
”Pløk ham!” hylede Nisse-nissen.
PLOK. En kaste-klejne missede hr. Wulff og ramte kagepulversækken, så pulveret væltede ud. Hr. Wulff greb en af ninja-nisserne, som fægtede med arme og ben, men hr. Wulff holdt ninja-nissen ud fra sig, så han ikke blev ramt.
”Hvis I bevæger jer, slår jeg jeres ven ihjel!” råbte han.
”Pløk den usle … ” råbte Nisse-nissen videre, men ninja-nisserne var stoppet op og skævede til hinanden. Langsomt lagde de deres våben fra sig, og hr. Wulff smilede.
”Hvis I så bare lige kravler ind i det andet bur uden besvær, behøver ingen at komme til skade,” han nikkede mod et bur ved siden af det, Nisse-nissen sad i.
”Gør det ikke, bomb ham til Nisseland!” Men ingen hørte efter, hvad Nisse-nissen sagde.
I stedet gik ninja-nisserne langsomt hen mod buret. Martin stod stadig ved kagepulversækken. Hr. Wulff havde ikke lagt mærke til ham endnu. Han måtte gøre noget. Hjælpe ninja-nisserne. Men hans hænder var svedige, og han havde ingen våben, havde ingen … Martin tog en håndfuld pulver op. Klemte det mellem hænderne. Sveden fra hans hænder gjorde pulveret hårdt, som en snebold. Hurtigt formede han en tæt kugle af pulveret. Hr. Wulff skulle lige til at låse buret, da Martin smed pulver-kuglen. Kuglen fløj igennem luften.
”Hvad … ?” Hr. Wulff var ved at vende sig. Han ville se Martin.
Pulver-kuglen ramte plet. Lige mellem hr. Wulffs øjne, hvor kuglen gik i stykker og blev til fint pulver igen.
”Av!” skreg hr. Wulff og tog sig til øjnene, ”ad, jeg får pulveret i næ-hæ-ha-ha-ATJU!”
”Løb!” råbte Martin, og ninja-nisserne væltede ud af buret og greb Nisse-nissens bur.
Martin løb hen til døren og åbnede den, så ninja-nisserne kunne løbe ud med buret i mellem sig. Så snart de var ude, løb Martin efter. De løb og løb, til de var tilbage ved bunkeren.
”Pyh,” stønnede overkommandanten, ”tak for din hjælp, Dreng. Uden dig, var vi alle sammen blevet fanget. Hvis der nogensinde er noget, vi kan gøre for dig, må du sige til.”
”Jo tak,” sagde Martin, ”jeg skal nok komme i tanker om noget.”
Fra lokalavisen:
De fleste havde nok forventet, at hr. Wulff igen ville løbe med sejren i juleoppyntningskonkurrencen, men af uvisse årsager har han i år ikke haft sine havenisser fremme. I stedet gik sejren til familien Møller, hvor sønnen Martin har stået for udsmykningen. Dommer Callesen udtaler: ”Meget pudsigt, at pynte op med såkaldte ninja-nisser. Jeg har aldrig før hørt om den slags havenisser, men dekorative er de bestemt. Og livagtige! Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, de var levende! Det er en sikker vinder!” Præmien er et livsvarigt forbrug af Julefabrikkens særlige julepulverkage.