Joyce Pool: Hilsen fra London
Emner: fordomme, kærlighed, kriminalitet, terrorisme • Se alle anmeldelser af: Joyce Pool • • 25. februar, 2010Aktuel historie om terrorisme og fordomme
Hollandske Jamal, af sine venner kendt som Jim, er med sin klasse på tur i London.
Jim er kærester med klassens flotte pige, Sanne. De går sammen rundt i London. En dag er de på museum, Sanne skal på wc og Jim venter på hende. Men døren går i baglås, og kæresteparret kommer for sent til den bus, de skulle have været med, sammen med klassen.
De tager derfor en anden bus, men kort inden de stiger på opsøges de af to udlændinge – pakistanere eller indere, som er ivrige for at tale med Jim. De følger efter Jim og Sanne ind i bussen, og inden de stiger af, overrækker de Jim en bog. Men bogen indeholder en bombe, folk går i panik og Jim og Sanne anholdes.
Sanne løslades hurtigt, men Jim er mistænkt for at være terrorist. Fordi han er muslim, og hans forældre er fra Marokko er politiet endnu mere mistænksomme. De presser ham til at svare på personlige spørgsmål om hans familie, muslimske venner og den moske, han indimellem kommer i. Jim er i knibe og er desperat for at overbevise dem om hans uskyld.
Hilsen fra London handler om den enorme terrorskepsis der er opstået i England efter de mange fundamentalistiske bombeangreb. Lovgivningen er blevet ændret, så politiet har nu ret til at holde en (uskyldig) terrormistænkt tilbage, så længe efterforskningen kræver. Her kommer Jim altså i klemme.
Fordomme spiller også en stor rolle for Jims forløb. Jim føler, at politiet hurtigt dømmer ham som terrorist, fordi han er muslim og har marokkanske forældre.
Bogen belyser endvidere den frustration som både Jim og Sanne føler, ved at skifte synsvinkel mellem dem. Jim gennemgår en personlig forandring som først kommer til udtryk sidst i bogen, og det er op til læseren at afgøre hvilken indflydelse dette har på helhedsindtrykket af bogen.
Jeg synes, at bogen mest er egnet som en del af noget undervisningsmateriale til folkeskolen. Man ville fint kunne gå ind og analysere og desuden fortolke den lidt flade, men sikkert (psykologisk) betydningsfulde slutning – som jeg dog ikke vil afsløre! Men læser man for fornøjelsens skyld synes jeg ikke bogen, eller sproget for dens sags skyld, er mere end middelmådigt. Desværre, da emnet jo er enormt aktuelt.
Joyce Pool: Hilsen fra London. Borgen, 2009.- 182 sider
Jeg har lige læst bogen. Jeg kan især godt lide den måde bogen beskriver tankerne hos Jim, hvordan bogen viser at hvis man bare sidder ind længe nok, kan man tilstå hvad som helst i håb om at man i sidste ende vil få sin frihed. Den er godt skrevet. Jeg syntes i højgrad den viser hvilken verden vi lever i, At vi alle er så bange for terror at vi nærmest dømmer personer på forhånd pga. deres baggrund, at vi lever i en verden hvor det nu er blevet tilladt at berøve folk deres frihed på ubestemt tid. I den danske grundlov står der jo at bliver man anholdt skal man foran en dommer inden 24 timer, men nu kan man fængsle hvem som helst på ubestemt tid hvis de viser den mindste smule tegn på terrorisme.
Som 15-årig skole elev syntes jeg bestemt den er værd at læse. God fornøjelse til fremtidige læsere.