Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Josefine Ottesen: Drageherren. Bind 1 – del 1-4

Emner: , , , , , • Se alle anmeldelser af: Josefine OttesenUdskriv anmeldelsen • 10. april, 2006

Josefine Ottesen: Drageherren. Bind 1 - del 1-4Landet Ferra hærges af en drage. Hvert år skal den have et offer og i år er det Dians tur.

Dian er selvfølgelig frygteligt bange for dragen, men hans tur mod dødens mørke forvandles til en nervepirrende kamp med den onde, onde hersker Nagir og dennes orker som holder landet i et jerngreb. Kan en forældreløs dreng vinde over en diktator og hvem skal være drageherre og bekæmpe landets svøbe?

Da Dian udvælges til drageoffer er han sikker på det bliver hans død. Men dragen taber ham og snart indblandes Dian i kampen mod Nagir som har slået den sande konge og drageherre ihjel. En ugerning som kun forøges af at kongen var hans egen bror!
Et sagn siger at kongens spæde søn har overlevet og i modstandsbevægelsen venter man på at han skal dukke op og kræve sin arv. Kun den sande konge kan nemlig få fingrene i de magiske midler som kan bekæmpe dragen.
Gennem sit eventyr lærer Dian sit sande jeg at kende, og han bliver efterhånden bevist om sin egen styrke. Han lærer værdien af venskab og møder kærligheden. Men overmagten er stor og snart kæmper Dian ikke kun for sit liv og sit land. Han kæmper også for at redde sine venner og ikke mindst den pige han elsker…

Drageherren er skrevet til børn med læsebesvær. Det kan selvfølgelig mærkes i fortælleteknikken. Skrifttypen er noget større end i en almindelig bog og både afsnit og kapitler er ultrakorte. Desuden understøttes fortællingen af fantastisk flotte illustrationer som supplerer handlingen og hjælper læseren.

Drageherren adskiller sig fra de fleste andre bøger til læsehandicappede. For det første er serien fortløbende. Det giver Josefine Ottesen et spillerum, man sjældent oplever i den slags bøger og hun forstår at udnytte det, til at skabe et både sammenhængende og rigt fantasy univers der ellers er forbeholdt mere læsesikre børn.
Dian når at udvikle sig fra en bange dreng til en stærk og selvsikker ung mand. På sin rejse møder han et stort galleri af bipersoner, der skaber et smukt flow i fortællingen. Handlingen drives frem i høj fart, men alligevel er der plads til eftertænksomhed og små afbræk af ro. Det gør historien troværdig og giver læseren mulighed for at trække vejret og er med til at opbygge spændingen.

Jeg slugte grådigt bøgerne for jeg var ærlig talt temmelig spændt på om Dian ville klare sig eller ej. Visse elementer skøjter Ottesen lidt let hen over; f.eks. flygter Dian på et tidspunkt fra et fængsel i bjergene. Et spændende højdepunkt, men desværre undlader Ottesen at fortælle hvordan Dian og hans medsammensvorne finder på deres plan. Pludselig er man midt i flugten og der følte jeg at et kapitel manglede. Men det er en mindre skønhedsplet på et ellers eminent arbejde.

Ottesen tager i sin fortælling hensyn til læsernes ofte begrænsede læsefærdigheder i opsætningen. Men samtidig tager hun også læserne meget alvorlig og stiller krav til dem. Eksempelvis er der et sandt væld af bipersoner og alle figurerne har sære navne som Foglan, Nagirog Reda. Som ordblind ved jeg kun alt for godt, at den slags ord stiller store krav til ens læsefærdigheder. Men det bliver aldrig for overvældende, fordi Ottesen med stor sikkerhed sørger for at navne ikke minder for meget om hinanden. De har forskellig længde og starter med forskellige bogstaver. Det er ikke uvæsentligt og letter læsningen betragteligt. Jeg husker endnu, hvor svært det var at læse Agatha Christie fordi alle navne mindede om hinanden. Det ødelægger selvfølgelig hurtigt en fortælling, når man ikke kan adskille personerne fra hinanden.

Jeg kan kun give Drageherren mine varmeste anbefalinger og sige at Josefine Ottesen til fulde fortjener den børnebogspris hun har modtaget for serien. Det er et fabelagtigt stykke arbejde hun har lavet. Serien findes i 11 tynde bøger, det gør den overskuelig for det læsesvage barn som ganske simpelt ville blive overvældet bøger i almindelig tykkelse. Men heldigvis har forlaget Alrune også valgt at udgive serien i et samlet trebindsværk. Her er bøgerne i almindelig bogtykkelse og flot bundet ind i hardback. Det giver rig mulighed for at anbefale serien til den voksne læsesvage som kan tage den frem i offentlighed uden at røbe sine besværligheder med skriftsproget. Det giver også mulighed for at læsesvage børn kan får en sejr fordi de læser en ”rigtig” bog som har almindelig tykkelse. Tro mig, den slags psykologiske sejre er utroligt vigtig for selvtilliden. Til slut kan bogen som trebindsværk ”sælges” til læsestærke børn, som bestemt ikke skal snydes for en fantastisk bog, bare fordi de er gode til at læse.

Josefine Ottesen: Drageherren. Bind 1 – del 1-4. Alrune, 2005. Forsider: Niels Bach 

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (10 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.