Fortællingen.dk

Actionladet fantasy. Endnu engang mødes den ældgamle og let fjollede djinni Bartimæus med den alvorlige troldmandslærling Nathan.

I Golems øje er vi tilbage i Jonathan Strouds troldspejl af London, hvor gængse politikere er erstattet af magtfulde troldmænd. Deres styre står dog ikke uimodsagt; Modbevægelsen har optrappet deres modstand mod troldmandsvældet, og en golem er løs i London.
Sidste bind i fantasy-trilogien sluttede med et afklaret, men ikke hjerteligt forhold mellem den unge troldmandslærling Nathan og djinnien Bartimæus. Nu har Nathan arbejdet sig op på regeringsplan og opererer direkte under sikkerhedsministeren – han udpeges derfor til at opklare og optrevle de konflikter, der truer troldmændene, og fremkalder Bartimæus, som egentlig havde indstillet sig på aldrig at være underlagt Nathan igen. For den uhøjtidelige Bartimæus syntes strengt taget ikke, at der er megen spas ved Nathan, og rent objektivt har Nathan faktisk udviklet sig til en køligt distanceret og meget fokuseret, ambitiøs troldmand.

Pigen Kitty er et aktivt medlem af Modbevægelsen, en samling mennesker med særlige evner og et regnskab at gøre op med den herskende klasse. Kitty er drevet til modstand af et dybt personligt, bittert had til de regerende troldmænd, som lever under andre og mere favorable vilkår end almindelig lægfolk. Sammen med resten af bevægelsen arbejder hun på at udføre en plan, hvis endelige mål de ikke kender – de stjæler magiske genstande og bruger dem i kampen. Men snart skal de ud på deres hidtil største opgave, og deres succes eller fiasko kommer til at påvirke hele London.

Imens jagter Nathan og Bartimæus sandheden bag Modbevægelsens handlinger og den mystiske golem, og det er en jagt, der bringer dem vidt omkring: bl.a. til Prag, hvor britisk magi ikke er velset. Snart går det op for dem, at der er mere på spil, end man umiddelbart aner. Der spindes intriger bag scenen, og der er flere fraktioner, end de stærkt optrukne grænser umiddelbart lægger op til. Og måske er verdens magtbalance slet ikke så sort/hvid, for deres loyaliteter sættes på prøve.

Selvfølgelig bindes de respektive handlingstråde sammen i et klimaks, og det viser sig, at Kitty og Nathan allerede stiftede bekendtskab med hinanden i Amuletten fra Samarkand.

Ligesom det foregående bind fortælles handlingen igennem skiftende synsvinkler. Udover Bartimæus’ og Nathans perspektiver møder vi i ”Golems øje” også Kittys. De skiftende synsvinkler er ikke forvirrende, men beriger, nuancerer og tilfører handlingen flere lag, der tilsammen skaber og understøtter dynamikken og spændingen mellem romanens personer.

Golems øje fortsætter helt i tråd med Amuletten fra Sarmarkand, men efterhånden som konflikterne mellem Modbevægelsen og Troldmandsvældet optrappes, bliver mytologien i denne fantasyhistorie mere helstøbt. Og personerne syntes også ordentligt udbyggede. Jeg synes f.eks., at det fungerer vældig godt med Nathans udvikling hen imod en tilsyneladende forhærdet og måske ligefrem skruppelløs troldmand. Nathan er ikke en af romanens helte, men han måske dens mest interessante person. Bartimæus udfolder sig fjollet gennem fodnoter og kommentarer, der til tider kan kategoriseres som slapstick. På sin vis er det lidt irriterende – men jeg vælger at tro, at det er helt efter forfatterens hensigt.

Skæbnetrådene for hovedpersonerne i Bartimæus-trilogien er spundet og strikket sammen til et farverigt stykke fantasy. Trilogien om Bartimæus er en konstant spændende historie med masser af lag, og jeg ser bestemt frem til at blive underholdt af en fortsættelse, der forhåbentlig ikke lader vente på sig alt for længe.

Jonathan Stroud: Golems øje (Bartimæus-trilogien; 2) Oversat af Kim Langer. Sesam, 2004
Forside: David Wyatt. Originaltitel: The Golem’s Eye