Fortællingen.dk

En rigtig god og vedkommende historie om tre unge, der mobbes af klassen, og som forsøger at tage til genmæle uden at forfalde til at bruge samme metoder.

De to 16 årige venner Jo og Ben er sammen en fredag aften. Jos familie forsøger at få ham med i sommerhus, men han vil hellere bliver hjemme og spille computer med Ben. De er specielt optaget af et samuraispil og kalder hinanden ved samurai-navne: Musashi og Sadakuni.
De to drenge går i klasse sammen og bliver begge mobbet af resten af klassen og specielt af de toneangivende. Som et fristed fra mobningen har de dannet en klub “De sidste samuraier”. Det 3. medlem af klubben, pigen Tammy, kaldet Tam, flyttede for et halvt år siden og er savnet af drengene. Hun blev også mobbet – hun gik ikke nok op i sminke og smart tøj. Den omtalte fredag aften får Ben et opkald fra Lena, en af klassens førende piger, som han er vild med. Hun lokker dem til fest – eller i baghold kan man sige. Jo og Ben bliver udsat for klassens ondsindede indslag, de bliver tvunget til at tage alt tøjet af, bliver videofilmet og filmsekvensen bliver senere vist i et tåbeligt reality-show i TV. Det er meget ydmygende for Jo og Ben. Førstnævnte er presset så langt at det er lige ved at gå grueligt galt. Her stopper forfatteren imidlertid historien, for som han siger i et kort afsnit: “Jeg kan ikke lade historien ende på den måde. Jeg kan ikke efterlade folk uden håb.” Og så skruer han ellers historien tilbage til det tidspunkt, hvor Bens telefon falder ned fra bordet. Istedet for at lade Jo gribe den, rammer den gulvet og går helt i stykker. Derfor ingen opringning fra Lena.

Tam dukker uventet op, og de tre unge går ned i byen og støder ind i klassens fest. En dreng er ved at få bank og de tre venner griber ind, og i løbet af kort tid er der mange mennesker indvolveret i slåskamp m.m. De tre unge bliver beskyldt for at være hovedophavsmænd til al balladen men alligevel går de stærkere ud af hændelserne, de har fået sig markeret overfor klassen og skolen – uden at bruge samme metoder. Vigtigt for dem er at de ikke vil være som dem.

“Sort, og cirka hvidt : en fortælling om uret” er en god og engageret historie Jon Ewo her har skrevet. Romanen er udsædvanlig i og med, at den har to versioner: en sort, der ender skidt og en hvid, der om ikke er happy end, så ihvertfald med en noget lysere slutning. Denne opbygning kunne måske få romanen til at virke meget konstrueret, men sådan synes jeg ikke den virker. De tre hovedpersoner er godt beskrevet og står for en som levende personer, man forstår deres vrede og frustrationer – og at man kan blive presset så langt ud at det kan kamme over.

Romanen henvender sig til unge fra ca 14 år. Den kan læses som en god historie og vil også være meget anvendelig at læse og diskutere i en klassesammenhæng, hvis der arbejdes med mobning.

Bogen afsluttes med henvisning til nogle sider på internettet, der handler om mobning og som måske kan være til hjælp for dem, der udsættes for den.

Jon Ewo: Sort, og cirka hvidt: en fortælling om uret. Oversat af Anders Johansen. Høst, 2006.