Fortællingen.dk

Miles Onsdag, 10 år – hittebarn og tøndebeboer – finder en engel og tager på en farlig rejse.

Miles hedder Onsdag til efternavn, fordi han blev fundet på en onsdag. Han møder en enorm bengalsk tiger, som fortæller ham, at der er cirkus i ham. Tilfældigvis er Cirkus Oscuro i byen og Miles beslutter sig for, at han vil snige sig ind på stedet for at undersøge sin oprindelse. Med sig har han sin bedste ven, Mandarinen, som er en slatten tøjbamse.

I cirkus redder han én af artisterne, Bitte, ud af kløerne på den onde cirkusdirektør, Den Store Cortado. Bitte viser sig at være en 400 år gammel sangengel, som er på jorden for at lede efter Sølvpil, en forsvunden uvejrsengel. Hun gør Mandarinen levende, som et bevis på sin engleidentitet, og Miles er fast besluttet på at hjælpe hende videre. Cortado pudser det behårede kæmpeuhyre, Nullerten, på de to venner, og de stikker af fra cirkus.
De følger efter cirkus, da det forlader byen, fordi de mener, at der sker mystiske ting med befolkningen i de byer, som cirkus besøger – og så mangler de jo også lige en engel.
Under rejsen til Latterpaladset møder de mange forskellige mennesker, gode og onde, som enten hjælper dem i deres færd eller gør alt for at forhindre dem i at nå frem til Latterpaladset, hvor Den Store Cortado har gang i et særligt projekt.

Latterpaladset foregår i et genkendeligt univers, men det er i et fiktivt land. Personerne er beskrevet med humor, og deres karakterer er let genkendelige. De voksne i Miles’ liv er for det meste slemme, onde eller grusomme. Han har kun én voksen, som tager sig af ham: Baronesse Kragelund, men hun er til gengæld en sær person, der lever alene med sine katte i et træ.
Der er åbenbart mange andre børn, der må klare sig selv. De grupperer sig efter alder i Halvskallerne, Hørmerne og Myggene, og de ligger konstant i kamp med hinanden. Miles kommer i klemme i mellem grupperne og må kæmpe fysisk for at komme videre på sin rejse til Latterpaladset. Så der er lagt op til, at Miles er en vaskeægte helt, som klarer en masse modgang.

Noget, der er specielt for denne bog, er, at der er engle med – det plejer at være feer eller alfer, der er de bevingede deltagere i den fantastiske genre. Men det gør en stor forskel i forståelsen af universet. Man kan sige, at man går et trin længere op. Feer og alfer er magiske, men engle er guddommelige. Og kan gøre guddommelige ting, som at synge “Den Eneste Sang”, sangen der sørger for at holde alting på plads i verden.
Latterpaladset er fantasy, når det er allerbedst: Skarpe hovedpersoner, en spændende handling fortalt i et glidende sprog (hermed en tak til oversætteren) og sidst og ikke mindst en forfatter med humor. Ikke dén type humor, hvor forfatteren distancerer sig fra sin genre, men en vaskeægte intelligent humor, som understøtter både handling og ikke mindst personerne.
Detalje: Hvert kapitel starter med en ultrakort beskrivelse af det foregående afsnits omdrejningspunkt. Eksempelvis: “Baronesse Kragelund – dragekåbebeklædt bogtilbeder og herskerinde over hundrede katte – …” Man fornemmer ligesom, hvad det foregående afsnit har handlet om, og det er med til at gøre bogen til et suverænt oplæsningsobjekt. Genialt. Og så er hvert kapitels start illustreret med de fineste små tegninger.
Jeg glæder mig overmåde meget til efterfølgerne.

Jon Berkeley: Latterpaladset (Onsdagsfortællingerne ; 1). Oversat af Erik Egholm. Illustreret af Brandon Dorman. Gyldendal 2008, 430 sider