Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

John Green: Gåden om Alaska

Emner: , , , • Se alle anmeldelser af: John GreenUdskriv anmeldelsen • 30. september, 2006

John Green: Gåden om AlaskaVelskrevet og spændende ungdomsbog om Miles der i løbet af 136 dage måske både finder og taber meningen med livet…

Miles samler på kendte menneskers sidste ord. Han elsker at læse biografier om kendte forfattere, men læser aldrig de bøger, de har skrevet. Miles har besluttet sig at søge og finde det, han kalder Det store Måske. I bund og grund handler det om at løsrive sig fra forældrene og blive voksen, og derfor vælger Miles at begynde på en kostskole, der ligger langt fra barndomshjemmet. Miles har aldrig været populær, men på kostskolen bliver han del af en klike af mennesker, hvis venskab kommer til at ændre hans liv. Miles’ lidt trivielle teenageliv forvandles, da han træder ind i kostskolens nye verden, og alt folder sig ud og forandrer sig og bringer måske Det store Måske tættere på. Han bliver håbløst forelsket i en af sine nye venner; den smukke, sexede og dramatiske Alaska. Alaska er en dygtig selviscenesætter, men Miles vover at kringle sig ind i hendes labyrintiske sind, der rummer en masse skøre og underholdende påfund, men også noget dybere, der er både melankolsk og ildevarslende.

Gåden om Alaska er velskrevet af den 27-årige debutant John Green, som har skabt en yderst velkomponeret fortælling. Handlingen er bygget op omkring et stort før og efter. Således starter vi historien med første kapitel, der hedder ”et hundrede og seksogtredive dage før”, og herefter tælles der simpelthen ned. Som læser hænger man ved, selv om man til tider på det nærmeste er ved at sprænges af nysgerrighed. For romanen rummer nok ungdommelig spas, men bobler altså ikke over med action. Det giver en underspillet historie, der pirrer sin læser, og det er skam godt fundet på.

Det er et fortolkningsspørgsmål, om Gåden om Alaska helt løses. Læseren får i hvert fald en masse spor, som hovedpersonerne i historien i øvrigt forsøger at følge. Romanen er et flot psykologisk drama, der især vil nydes af den filosofiske læser. Uanset hvad skal man som læser forberede sig på, at Alaska vil rumstere et stykke tid i ens baghoved, når sidste side er vendt. Måske fordi man synes, at man kender hende eller gerne ville have gjort det.

Gåden om Alaska har modtaget Michael L. Printz Award, som uddeles af American Library Association for bedste ungdomsbog 2005, og Paramount Pictures arbejder på en filmatisering af romanen, hvad den helt klart kvalificerer sig til.

John Green: Gåden om Alaska. Oversat af Nanna Gyldenkærne. Høst 6 Søn, 2006. Forside: Nete Banke, Imperiet. Originaltitel: Looking for Alaska 

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (11 stemmer)
Loading...

5 kommentarer »

  1. Jeg her læst den her bog 2 gange (2 år siden, og 1. måned), og der er bare super fed.. Det er min yndlings bog, og jeg kender virkelig,virkelig mange bøger. Første gang jeg læste den havde min elskede mormor lige begået selvmord, så jeg kunne virkelig godt sætte mig ind i det med Alaska..
    Bogen har en dejlig kombination af at den er skrevet på sådan en moderne måde, og samtidig er det ikke en af de der ligegyldige romantiske pigebørn…

    Lige nu er jeg i gang med at lave en stor opgave af den i skolen..

    Hilsen Tessa , 14..

  2. jeg har nu kun læst den på engelsk, men det må da også gælde? det er en god bog, man som ung kan relatere til. Green har formået at skabe et univers, som omhandler det kloge vidunderbarn der skal finde sin plads i livet… dette er typisk for Greens stil og det kommer endnu mere til udtryk i hans anden bog, “An Abundance of Katherines” – der bestemt er værd at læse..(vink, vink:))

  3. Fantastisk bog… (:

  4. Hvis folk kan lide denne bog, vil jeg stærkt opfordre til at besøge forfatterens youtube kanal. Her kreere han og hans bror meget vittige, og indsigtsfulde videoer.

    http://www.youtube.com/user/vlogbrothers

    DFTBA!!

    – Jeanne

  5. DFTBA

    Hvis du kan lide Gåden om Alaska burde du virkelig prøve The fault in our stars/En flænge i himlen, som John Green også har skrevet. Bogen er fantastisk og traileren til filmen er lige udkommet, så kom igang! 😀