Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

John Flanagan: Kejseren af Nihon-Ja

Emner: , , • Se alle anmeldelser af: John FlanaganUdskriv anmeldelsen • 15. december, 2010

I et fremmed land langt borte, med gamle og ærefulde traditioner, bliver en elsket kejser forrådt…

Skyggens lærling er blevet et verdensomspændende fænomen, og bøgerne om Will og rangermesteren Halt er nu solgt i over 2 millioner eksemplarer.

I Danmark er serien så populær, at Kejseren af Nihon-Ja, som er 10. bind i serien, blev udgivet samtidig med originaludgaven i John Flanagans hjemland Australien. Faktisk er Danmark sammen med Holland det land, hvor serien har flest læsere i forhold til landets indbyggertal.

I dette bind bliver vores venner, som titlen antyder, sendt på eventyr i det fjerne østen. Horace er forsvundet. Det er måneder siden, han blev sendt på en diplomatisk mission til kejseren af Nihon-Ja, og han er ikke vendt tilbage. Evanlyn er bekymret, og i selskab med Will, Alyss, Halt og Selethen drager hun af sted for at finde ud af, hvad der er sket.

Det viser sig, at Horace er blevet inddraget i et militærkup. Senshi-klanens general har gjort oprør, og Horace er blevet for at støtte den retmæssige kejser og hans følge. Gennem den bidende vinterkulde og stejle bjergskråninger kæmper de sig frem for at finde en ældgammel og sagnomspunden fæstning, som er deres eneste håb for at holde stand mod de toptrænede Senshi-krigere.

Men fjenden rykker nærmere for hvert minut…

Kejseren af Nihon-Ja er skåret over samme skabelon som de foregående bind. Der opstår et problem, der ser helt håbløst ud, men som alligevel løses ved hjælp af ualmindelige metoder. Tidligere har Will og Halt bl.a. oplært en flok uorganiserede skandier til strategisk dygtige krigere, og i dette bind må de kæmpe mod den barske oprørsgenerals brutale Senshi-krigere med en flok utrænede, kejsertro Kikori-skovhuggere.

Forcen ved serien er, at John Flanagan ikke opererer med en fast skurk gennem hele serien, men løbende introducerer nye plots og fjender, hvilket gør ham i stand til at henlægge handlingen til nye og spændende hjørner af verden. Han forstår gang på gang at sætte rammerne for sin historie, så alt står levende for læseren. Man mærker vinterens kolde favntag og hører slagene fra sværdenes klinger. Igen redegøres der for kampteknik og strategi med en detaljegrad, der er virkelig imponerende. Desuden kommer Alyss og Evanlyn mere i fokus i dette bind og må overvinde deres årelange rivalisering for at overleve.

Jeg savnede dog Tug, Wills tapre og ukuelige lille rangerhest, som slet ikke optræder i denne bog, fordi Will lod den blive hjemme i Auraluen. Mon ikke den er med igen i næste bind?

Booktrailer:

John Flanagan: Kejseren af Nihon-Ja, Borgen, 2010, 568 sider

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (6 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.