J.K. Rowling: Harry Potter og Dødsregalierne
Emner: del af serie, fantasy, fra 12 år • Se alle anmeldelser af: J. K. Rowling • • 26. november, 2007Tiden er kommet. Det store, afgørende slag skal udkæmpes. Profetien er klar:
Ingen kan leve, hvis den anden overlever
Hjemme hos os taler vi om tiden før Harry Potter og tiden efter. Før Harry Potter havde jeg en kæreste, der synes, det var fint, jeg læste bøger hvis bare han slap. Efter Harry Potter slås vi om, hvem der skal læse den nyeste bog først.
Sådanne historier er der mange af. Børn og voksne som har fået lyst til at læse, da de opdagede Harry Potter. Lanceringen og opmærksomheden har været ekstrem. Jeg kan ikke huske at have set noget lignende. Hemmelige lagerbygninger med streng sikkerhedsbevogtning, boghandlere med midnatsåbent og lange køer af udklædte og forventningsfulde børn og voksne. Harry Potter har sat gang i læselysten og alene af den grund, er det svært ikke at holde af bøgerne om den udvalgte troldmand.
De fleste har en mening om Harry Potter. Størstedelen er vilde med ham. De er faldet for det spændende plot og den humoristiske tone i historien. Andre er ikke hoppet med på Harry Potter bølgen. Nogle mener, at den store interesse for Harry Potter bøgerne skyldes den massive PR-opmærksomhed bøgerne og filmene har fået. De synes, der er andre, mere originale historier, som også fortjener at få samme store opmærksomhed.
Selv hører jeg til blandt de begejstrede fans, der trofast har fulgt Harry, Ron og Hermione og som tålmodigt har ventet på den længe ventede afslutning på fortællingen. Og nu er det sket; den sidste side er læst, for mit vedkommende er eventyret slut.
I denne syvende og sidste bog er alt forandret. Voldemort har genvundet sine kræfter og efter flere års sammenstød er tiden nu kommet; det store, afgørende slag skal stå.
Harry, Ron og Hermione kan ikke vende tilbage til Hogwarts men må drage ud for at finde de resterende Horcruxer, som holder en del af Lord Voldemorts sjæl.
Det er en svær opgave. De må leve i skjul og hele tiden være på vagt for fjender som optræder i alle tænkelige former. For Harry tynger opgaven tungt. Han føler sig alene uden Dumbledores hjælp, og han kæmper med tiden for at finde Horcruxerne, mens venner og tilhængere falder i kampen mod mørkets herre.
Jeg har ventet længe på afslutningen af historien, og som så mange andre har jeg gættet på, hvordan historien ville ende. Så forhåbningerne og forventningerne var store.
Jeg føler mig ikke skuffet. Rowling har samlet trådene og afsluttet et langt og spændende eventyr på en god måde, som de fleste fans vil være tilfredse med Personligt synes jeg nogle gange, at Rowling har været lidt for forsigtig og har rundet tingene en anelse for blødt af, men historien byder stadig mange overraskende og nervepirrende oplevelser, som fik mig til at sluge side efter side.
På biblioteket hvor jeg arbejder fylder Harry Potter naturligvis meget. Jeg glæder mig til at introducere nye læsere for det magiske Harry Potter univers, og jeg ser frem til at præsenterer fansene for nogle af de mange andre bøger, som kan give dem spænding og oplevelser i livet efter Harry Potter.
J.K. Rowling: Harry Potter og Dødsregalierne. Oversat af Hanna Lützen. Gyldendal, 2007
Forside: Per Jørgensen. Originaltitel: Harry Potter and the Deathly Hallows
Jeg syntes at den er den mest uhygelige og bedste af alle harry potter bøgerne, også fordi den ikke hele tiden forgår på Hogwarts.
jeg sys den er rigtig god det er den beste til dato hmm der ikke andet at sig end at i skal bare læs den
Jeg synes at Harry Potter er tidsfordrig og jeg hader filmene og bøger bare stop.