- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Jesper Nicolaj Christiansen: Soldater græder ikke

Alvorlig og vigtig historie om et barn i knibe

Pigen Elektra bor med en mor, der drikker og slår – når det sker, trækker den 11-årige hovedperson farens hjelm ned over ørerne og drømmer om en anden virkelighed. Faren er soldat og forsvundet i Afghanistan. Moren mener, at han er død, men Elektra mærker noget andet.

Heldigvis er der andre voksne i virkeligheden, og Elektra bliver en dag hentet af politiet og kørt bort fra moren. I stedet skal hun nu være på et bosted sammen med andre børn og unge som er forsømte og svigtede. Det lykkes hende at finde ligesindede og trods bostedets hierarki også venner; men selv her, på et sted for fortabte børn, er det slet ikke lutter lagkage. Pædagogernes motiver er lidt tvivlsomme, så en dag, da muligheden for flugt blinker til Elektra og hendes venner, tager de chancen og fræser snart af sted i en stjålen Ferrari.

Soldater græder ikke er en intens og rørende historie om svigt, længsel og drømme. Når virkeligheden strammer til, forestiller Elektra sig faren som en modig ridder, og efterhånden i takt med, at hendes tilværelse bliver ved med at krølle og udvikle sig dramatisk, bliver denne ridder mere og mere virkelig for både hende og læseren. Venskabet mellem børnene på bostedet rummer en varm autencitet, som når ud over siderne. Det er tydeligt, at Soldater græder ikke er velskrevet med ømhed og loyalitet for de børn, der er hovedpersoner i historien.

Da børnene stjæler Ferrarien, går der måske lige lovligt meget roadmovie i den, men det ændrer ikke ved, at historien om Elektra og hendes længsel og savn grundlæggende er en fortælling, der rammer dybt og efterlader læseren både påvirket og eftertænksom.

Historien rummer, trods en alkoholisk og egoistisk mor og ringe pædagoger, dog heldigvis også en lille håndfuld gode og normale voksne, der handler med hjertet, ellers var romanens alvorstunge tematik ikke til at holde ud.

I Danmark dør der hvert år 8 børn som følge af vold. Man kender ikke de præcise tal for, hvor mange børn der udsættes for vold i hjemmet.
Vold mod børn og andet misbrug er ikke et decideret tabu i børnelitteraturen, da der heldigvis findes flere bøger, der fortæller samme historie, f.eks. Hanna – Guds mindste engel. Alvorlige børnebøger skal have plads på hylderne. Litteraturen afspejler den virkelighed, vi alle sammen er en del af.

Jesper Nicolaj Christiansen: Soldater græder ikke. Høst & Søn, 2009. – 159 sider