Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Jens Fink-Jensen: Jonas og konkylien

Emner: , , , , • Se alle anmeldelser af: Jens Fink-JensenUdskriv anmeldelsen • 22. marts, 2007

Jens Fink-Jensen: Jonas og konkylien Barndommen rummer en sanselig magi, der pirrer fantasien og skaber forundring og eftertanke. Ligesom denne bog.

Når drengen Jonas går igennem en kornmark, oplever han den. Oplevelsen starter helt ude i fingerspidserne og sender fornemmelser til fantasien om hemmelige gange igennem kornet, dybe jungler og et indfødt folk. Jonas ser himlen over sig, og under sig finder han en konkylie.
Inde i konkylien rumsterer verdenshavet. Den suser af noget evigt og uendeligt, som Jonas genkender, da forældrene tager ham med til stranden.

Familien hygger og fordyber sig på stranden. Men pludselig brummer skyerne over dem, og et uvejr bryder løs, og familien bryder op. Det er, som om havet kalder på konkylien. Himlen råber med, og Jonas forstår det godt. Man kan ikke eje naturen, når man er en del af den.

Jonas og konkylien er skabt af Jens Fink-Jensen og Mads Stage, som akkompagnerer hinanden på mesterlig vis. Fink-Jensens tekst kildrer fantasien og opstiller tekstbilleder, som Mads Stage har tegnet videre på med fine sorte streger og brede farverige penselstrøg.

Jens Fink-Jensen har komponeret en fortælling fuld af varme og nærvær. Han er hele tiden i øjenhøjde med både barn og voksen. Jonas og konkylien er en sanselig og smuk oplevelse, som åbner mulighed for dialog og eftertanke, hvilket kvalificerer den til en speciel og meget positiv højtlæsningssituation.

Man kan gense Jonas i Jonas og himmelteltet.

Jens Fink-Jensen: Jonas og konkylien, første bind om Jonas, illustreret af Mads Stage. Forum, 1994. Forside: Mads Stage

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.