Jeanette Winterson: Pigen med det gyldne ansigt
Emner: fantasy, fra 9 år, god til højtlæsning, science fiction • Se alle anmeldelser af: Jeanette Winterson • • 29. oktober, 2006Det mest dyrebare, vi har, er tiden. Forestil dig, hvilket kaos det ville give, hvis tiden simpelthen gik amok…
Pigen med det gyldne ansigt fortæller den klassiske historie om den forældreløse pige, der er udset til at være noget særligt. Det er faktisk ret uoriginalt i fantasy-sammenhænge, men hør så her; den forældreløse pige skal ikke alene kæmpe i mod hele to superskurke, men mod selve Tiden. Og den iler.
Silvers familie er blevet væk, de er forsvundet og er aldrig fundet. Derfor skal den fjerne slægtning Mrs. Rokaby tage sig af Silver. Mrs. Rokaby er dybt ucharmerende og har et ret usundt forhold til sine kaniner der betyder alt for hende. Silver har arvet det sære hus Tanglewreck, som har sin helt egen levende personlighed. Tanglewreck rummer hemmeligheder – og flere end Silver lige aner.
Voldsomme tidstornadoer river mennesker og huse med sig. Det er umuligt at kontrollere tiden, men den iskolde Regalia Mason har nu tænkt sig at forsøge alligevel, og det er hun faktisk ikke alene om.
For at få tiden i balance igen behøver man et særligt unikt ur, der kaldes Tidsvogteren. Imidlertid siger profetien, at kun Pigen med det gyldne ansigt kan kontrollere det. Det er ret nemt at identificere, hvem pigen med det gyldne ansigt er, men hvor er Tidsvogteren. Tiden iler. Silver får heldigvis hjælp af et mærkeligt underjordisk folk, der har meldt sig ud af tiden. En gang var flere af dem patienter på et grusomt psykiatrisk hospital. Lægen, der ledede det, er pudsigt nok historiens anden superskurk.
Pigen med det gyldne ansigt er en meget kompakt og bred fortælling. Den sprudler og bobler med handling og sære personager, vidunderlige ideer med udgangspunkt i det naturvidenskabelige og har både morsomme optrin og mørke scenarier. Alt i alt kan den defineres som en science fantasy dystopi tilsat lidt slapstick. Så kan alle jo være med og sove igennem om natten
Det er slet ikke usandsynligt, at der med Pigen med det gyldne ansigt er tale om begyndelsen på endnu en fantasy-serie, for forfatteren ligger mange spor ud. Persongalleriet er præsenteret, og særligt superskurkene er sat i stilling. Fortællingens styrke ligger i dens underfundige tematiske fabulering over tidsbegrebet, som ikke alene er hentet fra forfatterens fantasi, men også har tråde tilbage til den naturvidenskabelige teori.
Pigen med det gyldne ansigt henvender sig til en bred gruppe af faste tilhængere af fantastiske fortællinger, og fordi historien faktisk rummer en ret central og væsentlig pointe, tror jeg oven i købet, at dansklærere og andre slags voksne kan være med. Hvis de har tid.
Jeanette Winterson: Pigen med det gyldne ansigt. Oversat af Lotte Nyholm. Politiken, 2006. Forside: Mads Themberg. Originaltitel: Tanglewreck
Den var vildt god, elsker den bog..