Fortællingen.dk

Bag et eventyrligt smukt omslag med en ung pige med langt gråt hår findes en historie, der er inspireret af det klassiske irske folkeeventyr om Børnene fra Lir (som blev forvandlet til svaner).

I et spændende middelalderunivers lever pigen Gwenore et usselt liv, selvom hendes mor er dronning. Dronningen, den onde Rhiamon, hader sin datter, som fortvivlet til sidst vælger at flygte. Heldigvis får hun hjælp af en lidt skummel præst og en barnepige. I første omgang søger hun ly i et kloster, hvor hun lærer at holde sin sande identitet hemmelig. Hun lærer også at synge, hvilket hun viser sig at have et stort talent for. Hendes sang er ikke alene smuk og underholdende, den formår også at røre tilhørerne på ikke helt almindelig vis.

Der sker store forandringer med Gwenore i klostret. Hendes hår skifter farve og bliver helt lysegråt, hvilket hun forsøger at holde skjult ligesom sit navn. Rhiamon søger efter sin datter alle vegne, og da det bliver for usikkert at være i klostret, drager Gwenore videre i sin flugt fulgt af sine forbundsfæller, der bl.a. også dækker en talende kat ved navn Sir Henry, som med sin flabede og bedrevidende facon er ret irriterende, men alligevel tilfører han handlingen noget humor.

Næste stop bliver det fortryllede sted Blessingwood, som er et art kvindekollektiv beboet af stærke retfærdige kvinder, der arbejder for et godt samfund. Enkelte besidder evnen at kunne helbrede, hvilket redder liv men også giver fjender. Selvom Blessingwood er et paradis, tvinges Gwenore endnu engang til at bryde op og flygte fra den skæbne, som ligger mørkt og truende over hende konstant. Efter en strabadserende rejse ender hun i kongeriget Lir, hvor hun betages af kongens børn. Kærlighed og omsorg for dem gør, at hun må kæmpe for at redde deres liv, da der pludselig kommer en stedmor på banen. En rigtig ond en…

Sangeren er en bog med masser af handling. Det gør, at det er en kompakt bog at læse. Den er spændende og medrivende, men jeg synes, at man efter endt læsning sidder og flagrer med flere løse ender.

Jean Thesman har skrevet over 40 romaner, og fantasygenren er ny for hende. Ideen om at bygge romanens univers op som genkendelig middelalder er god, dog ikke ny. At Thesman også tilsætter komponenter fra folkeeventyret fungerer også godt. Men herefter vil hun for meget, hvilket gør, at fantasydelen ikke bliver helt troværdig. Talende dyr blander sig med karrikerede personskildringer delt ud i to kategorier – de gode og de onde. Det virkeligt onde personificeres ved den magtbegærlige Dronning Rhiamon, men spændvidden af hendes ondskab er ærligt talt lidt uklar. Man bliver ikke rigtig bange for hende. Gwenore og hendes venner kæmper i det godes tjeneste, men man bliver ikke helt klar over, hvad det onde i virkeligheden er eller er i stand til. Intrigerne er kort sagt lidt ugennemskuelige, hvilket giver lidt uklarhed men også motivation til at læse videre. Umiddelbart tror jeg, at Sangeren mest vil interesse piger fra ca. 12 år. De stærke kvinder fra Blessingwood leder tankerne hen på deres frihedssøgende søstre i Marion Zimmer-Bradleys serie Tågerne omkring Avalon (1982). De to romaner har også det tilfælles at være meget beskrivende.

Jeg synes ikke, at jeg kom under huden på hverken historien eller Gwenore, men jeg blev alligevel underholdt af Sangeren, som bestemt er velskrevet og iøvrigt udemærket oversat af Birgitte Brix.

 Jean Thesman: Sangeren. Oversat af Birgitte Brix. Sesam, 2006. Forside: ? Originaltitel: Singer