Jacquline Wilson: Piger i krise
Emner: fra 12 år, især for piger, kærlighed, teenageliv, venskab • Se alle anmeldelser af: Jacquline Wilson • • 11. november, 2007Piger græder, når det hele er noget rod!
Ellie er tilbage. Men livet er bestemt ikke nemt. Kæresten Russell tænker kun på en ting… Ok to ting. For han tyvstjæler Ellies lille elefant, som hun har tegnet i flere år. Og ikke nok med det, så bruger han den i en tegneseriekonkurrence. Uden at spørge! Han forstår slet ikke problemet. Russell fatter heller ikke, hvorfor Ellie ikke er klar til at gå i seng med ham.
Man kan ikke engang græde ud hos veninderne Magda og Nadine, for de holder Ellie ude. Hvorfor?
Heller ikke hjemme er der rart. Ellie´s far og Anna er uvenner. Sådan for alvor.
Måske skulle Ellie bare blive i sengen. For altid!
Men så kommer der et brev. Måske er det hele ikke så skidt?
Fjerde bog om Ellie er fyldt med gråd. Man græder meget, når man er 13 år og føler sig helt alene. Den stemning har Wilson ramt godt. Som læser føler man med Ellie og kan mærke tristheden i maven.
Der er meget ensomhed i Piger i krise. Ikke så meget at grine af. Men det kan også være rart engang imellem. For livet er ikke kun sjov og ballade. Og det bliver man virkelig mindet om i Piger i krise. Måske er det derfor, bogen er kåret som årets børneog i British Book Awards?
Jacquline Wilson: Piger i krise. Oversat af Kamilla Jørgensen. Carlsen, 2007
Omslag: Jan Solheim
Læs også om Ellie i : Hemmeligheder om mig, For sent hjem og Piger under pres.
Forfatteren har en sjov hjemmeside. Den kræver dog, at man opretter sig som bruger.