- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Jacquline Wilson: Hemmeligheder om mig

Jacquline Wilson: Hemmeligheder om migEn rigtig Dan. En fantasi-Dan og tre gode veninder.

Elllie er en ganske almindelig pige, som IKKE har en kæreste. Ikke rigtigt. Der er godt nok Dan, som hun har mødt i regnfulde Wales. Men han er kun 12, og så er han noget så klodset.
Men bedste-vennerne Magda og Nadine har kærester. Og så ryger det lige ud af hende. “Åh, men jeg har allerede en kæreste.” De kender jo ikke Dan, så han bliver lidt ældre og meget flottere. Han skriver også gode breve. Den virkelige Dan altså. Rigtige gode faktisk. Men han må bare ikke komme på weekend, som han truer med. Det må han bare ikke. For så er det hele ødelagt.

Ellie elsker at tegne, høre musik og hænge ud med veninderne. Men der er noget galt i familien. Moren er død, men faren har fundet Anna. Hun er ok. Men Eddie, lillebroren, kan man ikke sælge ham?
For det meste føler Ellie at hun slet ikke er en del af familien. Indtil Anna betror sig til hende.

Hemmeligheder om mig er første bog om Ellie. Den er sjovt fortalt, og man kan som læser nemt se pigerne for sig. Universet er meget britisk med skoleuniformer og det hele. Og det har sin charme.
Nogle gange kan historien godt virke lidt langtrukken. Men man kommer alligevel videre, for man må lige se, om ham Dan kommer på besøg.

Hemmeligheder om mig minder meget om Fyre og flammer af Cathy Hopkins. Så hvis man er vild med den serie, vil man bestemt falde for Ellie og vennerne.

Jacquline Wilson: Hemmeligheder om mig (Hemmeligheder om mig; 1). Oversat af Katja Hein. Carlsen 2007
Forside: Jan Solheim

 

Ellie fortæller videre om sit liv i bøgerne: Piger under pres, For sent hjem og Piger i krise. (Kåret som årets børnebog i British Book Awards)

Forfatteren til bøgerne om Ellie har en sjov hjemmeside. Den kræver dog, at man opretter sig som bruger.