Jacob Weinreich: Gyserklubben 1-3
Emner: dansk, del af serie, gyser, let at læse • Se alle anmeldelser af: Jacob Weinreich • • 8. juli, 2010Ny gyserspændingsserie af den klassiske skuffe
Jacob Weinreich har tidligere vist, at han er glad for horrorgenren. Nu forsøger han sig med en ny type horror: en letlæst udgave af børnekrimien, der flirter med det overnaturlige.
Gyserklubben er en ny serie om fire venners indbyrdes udfordringer og spændende oplevelser. De tre første bind er udkommet med titlerne: Voodoo-dukken, Stemmer i mørket og Ånden i glasset. Som man måske kan fornemme, lægges der op til okkulte, skumle emner og et godt gys. Det er en serie efter klassisk formel: en lille gruppe venner beslutter sig for at opsøge mysterier og bliver derfor kastet ud i en lang række eventyr, hvor forbrydere og skurke fyger dem om ørerne.
De er fire stykker, fordelt i femte og sjette klasse: bokseglade Rebekka, kloge Mia, rappe Villads og verdensfjerne Kemal, der gerne har et stykke elektronik forbundet til ører eller fingre. Da Villads kommer i besiddelse af en gammel voodoo-dukke, bliver det starten på Gyserklubben – hvor de hver skiftes til at finde på noget skræmmende, som de skal klare sammen.
Voodoo-dukken introducerer os for hovedpersonerne og efterlader dem alene i et mørkt hus med titlens dukke og en stor, skummel forbryder ved navn Kannibalen.
I Stemmer i mørket skal de overnatte i en hjemsøgt mølle, men de opdager snart, at de ikke er alene.
I Ånden i glasset skal de, som titlen afsløres, forsøge at komme i kontakt med de døde, men det bringer dem på helt andre afveje, end de havde forventet.
Det er en klassisk og velkendt historie, Jacob Weinreich leverer, og det gøres kort og kontant, med lige et anstrøg af overnaturlig uhygge til at krydre med. Teksten er letlæst, og historien går lige på og hårdt. Og så har Peter Snejbjerg illustreret, og hans tegninger er perfekte til at skabe stemning og underbygge historien. Alt i alt en god lille letlæst spændingsserie, der forstår at sælge varen.
Se og hør Jakob Weinreich læse op af Gyserklubben her:
Man kan desuden læse bøgerne på forlagets hjemmeside
Jacob Weinreich: Gyserklubben 1-3. Dansklærerforeningen, 2010, 50 side pr stk. Forsider: Peter Snejbjerg.
Ej, hvor er det synd, at folk bare går rundt og ævler på den der “messe” eller hvad det er, mens Jacob læser op. Det har jo ikke en chance for at blive hverken hyggeligt eller uhyggeligt. Det minder om et firma hvor man læser op af årsrapporten i kantinen.
Jacob havde da fortjent en gruppe stille børn (og voksne), stearinlys og tildækkede vinduer i den mørkeste afkrog af et bibliotek.