Fortællingen.dk

Brødrene Grimm samlede og gennemskrev mere end 200 eventyr som i dag er udødelige klassikere elsket af både børn og voksne.

Brødrene Grimm kendes under ét, men de var jo to; nemlig Wilhelm (1786-1859) og Jacob (1785-1863). De to brødre var ret visionære og ønskede at indsamle eller nærmere dokumentere folkets fortællerkraft – og med folk mente man det tyske, hvilket er fair nok, men senere kritik har vist, at brødrene Grimm mere end skævede til f.eks. franske Charles Perraults samling med internationalt kendte eventyr som Tornerose, Den lille Rødhætte, Tommeliden og Askepot. Et andet kritikpunkt er, at Grimm-brødrenes indsamlingsmetode af de mundtlige fortællinger ikke blev fundet alene blandt almuen, som påstået, men nærmere blandt det bedre borgerskab. Rent litteraturhistorisk må det være ret spændende at forske i, men som menig læser gælder det bare om at sætte sig godt til rette og nyde de eventyr brødrene samlede.

Folket kunne fortælle nogle ret barske historier. Heldigvis. Der bliver kogt nærende suppe på børn, hovederne ruller, altså bogstaveligt fordi de er adskilt fra kroppen, en død kongedatter bliver parteret og knoglerne kogt hvide, eller for at holde sig til det lidt mere jordnære: en pige med en rød hætte bliver slugt af en glubsk ulv, der i forvejen har ædt en bedstemor. Man forstår, hvorfor grådighed regnes blandt de syv dødssynder.

Brødrene Grimms eventyr er udkommet i mange forskellige udgaver, men i 2006 har Gyldendal fuldendt rækken af Grimm-udgivelser med en oversættelse af Villy Sørensen. Denne pragtudgivelse er så lækker, at en sand bibliofil får tårer i øjnene. Vi taler om 568 nummererede sider. Formatet er over A4, og bogen vejer mere end 2 kg. Bogen er gennemillustreret med dystre, skønne og sære helsides vignetter og stregtegninger af Walter Crane. På forsiden er der præget med guld, som går igen i en bort på samtlige sider. Dette værk har heldigvis et indholdsregister, hvor man kan finder det genkendelige og trygge som Askepot, Bord dæk dig eller Kong Drosselskæg, men der er lige så mange, hvis titler dækker over noget, som man tidligere er gået glip af. Jeg har f.eks. aldrig hørt om “Ligskjorten”, “Det blå lys” eller “Guds føde”. Sidstnævnte er i øvrigt dybt foruroligende og bør ikke læses lige inden sengetid…

De eventyr, de to Grimm-brødre samlede, rummer helt bestemt noget ret essentielt. Det er rigtige fortællinger, som både skubber og pirrer. Men først og fremmest underholder de, og pga. den ligefremhed, som eventyret som genre rummer, er de bestemt ikke kedelige. Eventyr er folkelige. Begrebet folkelighed lugter i dag lidt af røde pølser, men eventyret har jo plads til alle; romantikeren, kynikeren, humoristen, nostalgikeren, barnet og den voksne. Det lyder næsten, som om jeg har aktier i denne samling. Men det har jeg vel strengt taget også – for først lige nu forstår jeg, hvordan historierne om De seks svaner, Frøkongen, Eventyret om en der drog ud for at lære at gyse, er fortællinger, jeg har taget med mig, og som jeg stadig kan vende tilbage til med både fryd og forundring.

Jacob og Wilhelm Grimm: Samlede eventyr. Oversat af Villy Sørensen. Gyldendal, 2006. Forside: Walter Crane