J. K. Rowling: Harry Potter og halvblodsprinsen
Emner: del af serie, fantasy, fra 9 år • Se alle anmeldelser af: J. K. Rowling • • 16. december, 2005En kold dis ligger over landet og uhyggen vokser her i det 6. og næstsidste bind i serien om Harry Potter.
Lad mig slå det fast med det samme: jeg er glad for Harry Potter. Jeg har nydt og moret mig over bøgerne, både alene og sammen med mine børn. Jeg synes, at det er et humoristisk, opfindsomt og underholdende univers, hvor de elskelige personer er meget elskelige og de onde er meget onde. Bøgerne fortjener en stor del af den succes de har fået.
Men, som man måske kan fornemme, så er der et men på vej. Jeg synes efterhånden, at sådan en troldmandsuddannelse er lidt lang. Vi følger i ”Harry Potter og halvblodsprinsen” det 6. af 7 skoleår i det som er den 6. af 7 Harry Potter bøger. Portrætter hvor de portrætterede bevæger sig er stadig sjove. Usynlighedskapper og tryllestave og spektraltransferens er stadig sjovt, men vi har efterhånden hørt om det.
Det spidser til og verden, både troldmændenes og mugglernes, er efter Voldemorts tilbagevenden, efterhånden et farligt sted at være. Både de gode og de onde opruster. Vi nærmer os en konfrontation og kulmination. Harry Potter er ved at erkende og acceptere, at han er forudbestemt til at spille en vigtig rolle i det store opgør og Dumbledore gør en stor indsats for at forberede ham på det.
Jeg har i et par år tænkt, at fra og med bog 4 – Harry Potter og flammernes pokal, ville filmene være bedre end bøgerne, fordi man i filmene nødvendigvis måtte skrues ned for tomgangen. Men, jeg synes at Rowling får strammet op i løbet af ”halvblodsprinsen” og der lægges fint op til afslutningen i bd. 7.
For spændingen stiger, og spørgsmålene flyver i luften. Vil fred og orden blive genetableret. Hvem vil overleve det hele og vil tvillingerne Fred & George Weasley endelig få den succes og respekt de fortjener. De er helt klart mine yndlingsfigurer i bøgerne. Måske Rowling skulle skrive lidt mere om dem, når hun er færdig med ham Harry.
J. K. Rowling: Harry Potter og halvblodsprinsen (Harry Potter: 6). Oversat af Hanna Lützen. Gyldendal, 2005. Forside: Per Jørgensen. Originaltitel: Harry Potter and the Halfblood Prince