Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Isabel Allende: Pygmæernes skov

Emner: , • Se alle anmeldelser af: Isabel Allende, redigeresUdskriv anmeldelsen • 11. juni, 2005

Isabel Allende: Pygmæernes skovSmugleri, magi og overnaturlige kræfter samt et strejf af romantik er elementer i Isabel Allendes spændende fortælling, som er 3. bog om Alexander, Nadia og hendes lille abe Borobá.

Alexander Cold er 18 år, og Nadia Santos er 15. De er med Alexanders excentriske farmor, Kate Cold, som er journalist på tidsskriftet ”International Geographic”, i Himalaya, nærme- re bestemt i Gulddragens Rige. Kate Cold er storryger, sætter pris på vodka og går meget lidt op i sit udseende. Hun er skrap og kontant og hader at blive kaldt farmor. Ved afslutningen af deres ophold der bliver Kate Cold bedt om at tage direkte videre til Afrika og lave en reportage om elefantsafari. Hun indvilliger mod, at hun må tage de to unge med, selv om hun ikke er meget for det. Hun har nemlig på deres tidligere ture sammen fået flere alvorlige forskrækkelser.

Alexander og Nadia har kendt hinanden i en 3-4 år. Nadia er vokset op langt ude Amazonas i Brasilien. P.t. bor hun hos Kate Cold i New York, hvor hun går på college. Alexander bor sammen med sin familie i Californien. De to unge har været på andre eventyr sammen og har et unikt og nært forhold.

Elefantsafarien går ud på at opleve Afrikas fascinerende dyreliv fra en elefantryg. Med på safarien er også Kates to fotografer samt Nadias elskede lille abe Borobá, som hun har med sig overalt. Inden turen ud i savannen er Kate, Nadia og Alexander på marked, og her møder de to unge spåkonen Má Bangesé, en kæmpe kvinde klædt i stærke farver, og hun forudsiger, at de vil møde et trehovedet uhyre, og at de kun ved fælles hjælp vil klare sig gennem farerne.

Alligevel drager de ud – og deres eventyr bliver en blanding af magi og ubehagelig realisme. Dybt inde i det ækvatoriale Afrika finder de et rædselsstyre, finansieret af smugling af elfenben og diamanter, styret med hård hånd af Kong Kosongo med støtte fra kommandant Maurice Mbembele og troldmanden Sombé. Menneskene her er undertrykte, og Alexander og Nadia må gribe ind med list og magi.

Dette er Isabel Allendes tredje bog om Nadia og Alexander og deres venskab og fælles eventyr, og den er lige så spændende og svær at lægge fra sig som de to andre.
Romanen har islæt af fantasy, f.eks. har både Nadia og Alexander et totemdyr, der hjælper dem i særlige situationer. Nadia kan endvidere gøre sig usynlig og kommunikere med dyr, men ellers foregår historien i ”vores” verden – om end i en fremmed og eksotisk verdensdel.

Det er kampen om det gode og det onde, og historien er spændende fortalt. Isabel Allende kommer også rundt om så forskellige temaer som beskyttelse af de vilde dyr i Afrika og det at være i puberteten. Der er også lidt romantik med i denne del af serien, hvor Nadia og Alexander er blevet ældre.

Personskildringen kan til tider være lidt sort/hvid, men uanset har jeg slugt denne såvel som de andre bind i serien, der henvender sig til alle læsere fra 11-12 års alderen.

Isabel Allende: Pygmæernes skov. (Alex og Nadias fantastiske eventyr; 3)Oversat af Iben Hasselbalch. Gyldendal, 2004
Forside:? .  Originaltitel: El bosque de los pigmeos

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (3 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.