Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Inger Sigsgaard: Maja og motorcyklen

Emner: , , , , , • Se alle anmeldelser af: Inger Sigsgaard, Pia HalseUdskriv anmeldelsen • 4. oktober, 2010

Til minde om Morfar

Maja savner sin elskede afdøde Morfar, som hun har tilbragt mange sjove timer med. Hun deler sit savn med Mor men især Mormor forstår hendes sorg. De tilbringer nogle dage sammen i sommerhuset, for at mindes ham og være tæt på hans ting. I den gamle garage står Morfars Nimbus-motorcykel, som Mormor fortæller om mange dejlige ture på sammen med Morfar. Maja får lov til at arve motorcyklen. De finder også en gammel trøje som stadig dufter af Morfar. Maja afslører den hemmelige skuffe med slik i, som kun hun og Morfar kendte til. Om aftenen ligger de på græsplænen og kigger på stjernehimlen, som Morfar plejede at gøre. Han har fortalt, at han vil sidde på skulderen af stjernetegnet Orion og holde øje med dem. Efter ferien med Mormor og et besøg ved Morfars gravsted kan Maja nu vende tilbage til børnehaven mere afklaret end før.

Forfatter Inger Sigsgaard er maler og journalist og har tidligere arbejdet ved Børne- og ungdomsafdelingen ved Danmarks Radio. Hun har forfattet en lang række børnebøger blandt andet billedbogen Maja og mormor.

Fortællingen om Maja og motorcyklen er en dejlig, varm billedbog om savnet af et kært familiemedlem, og om at børn og voksne sammen kan mindes og sætte ord på deres sorg. De voksne anerkender og lever sig ind i barnets følelser, og de tør give udtryk for deres egne følelser og savn. Illustrationerne er charmerende og fantasifulde og i et flot samspil med teksten. Bogen er fyldt med livsglæde og varme på trods af det sørgelige tema. Det er en af mine yndlingsbilledbøger, som jeg anbefaler til højtlæsning for børn i sorg, men også for børn, som skal introduceres til emnet.

Inger Sigsgaard: Maja og motorcyklen. Illustrationer Pia Halse. Carlsen, 2004.- 28 sider.

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.