Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Ina Bruhn: To skridt og et lysår

Emner: , , , , , • Se alle anmeldelser af: Ina BruhnUdskriv anmeldelsen • 1. juni, 2010

Dansk ungdomsbog i verdensklasse.

Der er noget romantisk over gymnasietiden. Vi ved det alle sammen godt. Man træder ikke ind i de voksnes rækker når man bliver konfirmeret men når man bliver student.
Gymnasiet tager mødommen på livet. Fordi det er her man igennem (eventuelt) terperi af lektier, drukture, fester og hormoner opdager at livet måske ikke helt er for begyndere.

Jakobs bedste venner er Jeppe og Michael. De senere år har de sammen drukket sig stive i klitterne og har, med eller uden alkohol, vendt de fleste af livets store og små emner. På mange måder er de ret forskellige, det er mennesker faktisk oftest, men da Jeppe og Jakob starter i gymnasiet og Michael blot vælger at arbejde hos den lokale købmand bliver det tydeligere. En aften bliver Jeppe overfaldet og gennemtæsket. Kun Michael griber ind og ender også på sygehuset med bøjede ribben og blå mærker.
Men måske gør det mest ondt på Jakob, som ikke hjalp sine venner men kun så på forstenet af angst mens de blev lammetævet.

I løbet af de tre år i gymnasiet sker der både en masse og ingenting. Michael ryger hash og bliver sløvere men prøver også at udleve sine drømme som feteret rockstjerne. Jeppe arbejder sig målrettet op gennem popularitetshierakiet og bliver ham der ham penge og indflydelse. Jakob står på sidelinjen, bliver forelsket men mest forvirret.
Ikke alt bliver som han troede, gymnasiet gør slet ikke, og livet har mere dybde og er fuld af flere svinkeærinder end Jakob anede.

Beskrivelsen af trekløverets venskab er gribende og sjældent velgennemført. Det hele opleves igennem Jakob og med ham bliver personerne helt levende mens de tumler rundt i og omkring den følelsesmæssige suppedas som gymnasiet også er. Intet er sort/hvidt og netop nuancerne mellem de menneskelige relationer træder tydeligt frem og er både tankevækkende, tåkrummende og hjerteskærende.

»Der er mennesker, der oplever utroligt meget, når de er i min alder. Folk, der i deres teenageår rejser Jorden rundt, tjener penge, bor alene, tager vigtige beslutninger og skifter elskere efter behag. Jeg får hele tiden at vide, at teenageårene er den tid, hvor man udvikler sig allermest, hvor der er mest, der forandrer sig. Men hvad med mig! Der er intet sket!«

To skridt og et lysår er et hovedværk i Ina Bruhns forfatterskab og heldigvis bliver den her genudgivet i 2010. Den udkom første gang i 1996, hvilket man ikke mærker, fordi den er blevet opdateret med Ipod og mobiltelefoner men især fordi dens tematik, sprog og nerve bare holder!
Jeg gentager gerne mig selv når jeg siger at Ina Bruhn er den fornemmeste ungdomsbogsforfatter vi har i Danmark. Hendes romaner er altid velskrevne og skiller sig ud fra leverpostejen med stor autencitet, humor og substans. Ina Bruhn skriver om levende mennesker som man genkender.

En fræk men velment opfordring til skolerne – ud med de krøllede og dybt forældede klassesæt med  Martin & Victoria og Min ven Thomas!
Ind med To skridt og et lysår!

Ina Bruhn: To skidt og et lysår. Høst & søn, 2010.- 265 sider
Omslag: Marck Fink

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (9 stemmer)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.