Ida Munk: Effekten
Emner: dansk, fra 12 år, især for piger, kærlighed, mobning, vold • Se alle anmeldelser af: Ida Munk • • 22. maj, 2010Barsk og rørende ungdomsroman om vold og magt og kærlighed, og om at prøve at være til og blive til sig selv.
Indrømmet, jeg blive altså lidt skeptisk når personer, der er ”kendt fra” ditten eller datten, absolut skal udgive bøger. Når forlaget i pressematerialet og på bogens inderflap oven i købet skriver, at det er ”et brag” af en debutroman – så bliver jeg altså lidt mopset. Jeg skal altså nok selv bestemme, hvad jeg synes der brager, knalder eller løber ud i sandet…
Nå det så er sagt – og ret skal jo være ret – så måtte jeg alligevel overgive mig til effekten af Effekten efter noget tid. Den skal lige rendes i gang, men så kører den også af med sin læser og er faktisk både spændende, gribende, uhyggelig, vedkommende og – som en konsekvens af alt dette – svær at lægge fra sig.
Bogen bæres meget af spænding, så jeg vil være forsigtig med ikke at afsløre for meget. Men den handler blandt andet om seksualitet og misbrug af samme, vold – mod sig selv og andre, utroskab – mod sig selv og andre, om forældre, der nægter at blive eller opføre sig voksent, og børn der ikke får lov at være børn. Den handler også om mobning, og hvad der kan ske, når folk glemmer at vise almindelig respekt for hinanden.
Med alt det tunge skyts, den har gang i, så kunne det nemt være gået galt og blevet særdeles klichefyldt, men det holder faktisk. Der er så meget på spil for de implicerede, og selv om flere af dem er ret langt ude, så får man alligevel sine følelser i klemme hos dem. For det er sgu ikke nemt at være i live.
Konklusionen må være tommel op – til Ida Munks Effekten. Men er det et brag… næ, nærmere en mavepuster.
Ida Munk: Effekten. People’s Press, 2010, 201 sider.