Ib Spang Olsen: Hvordan vi fik vores naboer
Emner: billedbog, dansk, fantasi, fra 4 år, pirater • Se alle anmeldelser af: Ib Spang Olsen • • 20. august, 2009Klassisk billedbog.
Hvordan man går fra at være en helt almindelig familie, med en helt almindelig hund, der bor i et helt almindeligt hus på en helt almindelig vej og har en helt almindelig båd til at blive de sejeste sørøvere i løbet af en omklædning!
Ib Spang Olsen tegner efter min mening helt fantastisk, der er så utroligt mange detaljer i hans tegninger, at man aldrig bliver træt af at se på dem! Og kombineret med en fantastisk historie kan det jo kun gå godt.
Hvordan vi fik vores naboer udkom første gang i 1969, og det bærer teksten måske lidt præg af, men du bliver belønnet af at læse den højt for dine børn; man kommer nemlig dejligt ned i tempo og ind i forvandlingen af familien. Og forvandlingen er ganske utrolig. Fra at være almindelig, kedelig, beige og grå bliver familien OG hunden farvestrålende, farlige, smukke og overvældende sørøvere – næsten i Jack Sparrow-klassen.
Selvfølgelig handler historien om, hvordan de fik deres naboer, og det er bestemt ikke kedeligt!
Jeg synes udgangspunktet for bogen, at fantasien ingen grænser har, og at den kan præge vores hverdag, er super. Hvor var vi uden fantasi, og hvad var dansk børnelitteratur uden Ib Spang Olsen?
Ib Spang Olsen: Hvordan vi fik vores naboer. Gyldendal, 3. udgave – 2009, 36 sider