Fortællingen.dk

– der findes i hvert fald 1423 gode bøger!

Ib Spang Olsen: Gamle fru Glad og hendes hund

Emner: , , • Se alle anmeldelser af: Ib Spang OlsenUdskriv anmeldelsen • 14. juli, 2008

Oplev Fru Glad og hendes hund, som lever sammen, dog på hver sin måde

Gamle fru Glad og hendes hund er endnu en billedbog i rækken af bøger, som relanceres i anledning af forfatter og illustrator Ib Spang Olsens 87 års fødselsdag.
Den prisbelønnede bog blev første gang udgivet i 1974. Ib Spang Olsen har lavet sin oversættelse fra den svenske udgave af Lennart Hellsing. Den oprindelige tekst ‘The Comic Adventures of Old Mother Hubbard and her Dog’ fra 1804 er skrevet af Sarah Catherine Martin (1768-1826), som digtede versene for sine niecer og nevøer. Siden udgivelsen i 1805 er det blevet en kendt og elsket klassiker inden for den engelske børnelitteratur.

Historien er kort fortalt, at gamle fru Glad intet mad har til sin hund. Efter en indkøbstur finder hun hunden død og vil begrave den. Den liver mærkværdigvis op igen og lever nu det lystige liv med mad, kager, liv og glade dage. Gamle fru Glad fortsætter sin egen genkendelige hverdag og betragter undrende hundens opførsel. Hun ender med at danse ud i måneskinnet på sin egen fantasifærd.

De korte og mundrette vers er sjove og fabulerende. Det er vrøvlevers, der springer mellem fantasi og virkelighed – mellem dagligdag, fest og ballade. Et godt billede på de voksnes daglige gøremål og barnets unikke fantasiunivers.

Illustrationerne er holdt i den mørke farveskala og i den velkendte Ib Spang Olsen udformning med streger og krusseduller. Der er god mulighed for at gå på opdagelse i de dejlige tegninger og finde et barneansigt, der titter frem i vinduet eller en fisk i en overnaturlig størrelse. I Fru Glads møblement og omgivelser vises ting fra ældre tider, som servante og petroliumslampe. Det kan indlede til en snak om forskelle på dengang og nu.

Gamle fru Glad og hendes hund / tegnet og med dansk tekst af Ib Spang Olsen ; efter Lennart Hellsings version af Sara Catherine Martins gamle remse. – 2. udgave. – Kbh. : Gyldendal, 2008. – [28] sider : alle ill. i farver
Pris: kr. 129,00

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (Bliv den første til at stemme)
Loading...

Der er lukket for kommentarer.